Stilheden i Tristheden

Der er en særlig stilhed
i tristhed.

Ikke den tunge
der knuser alting,
men den stille
der bare bliver siddende.

Jeg øver mig
i ikke at skubbe den væk.

Det er sværere
end det lyder.

For verden er fuld af forslag
til hvordan man slipper af med den.

Gå en tur.
Tænk positivt.
Lav noget der gør dig glad.
Fokuser på det gode.

Og jeg ved godt
de mener det godt.
Men nogle gange
er det som om
min tristhed ikke må være her.

Som om den er et problem
der skal løses.

Men jeg prøver noget andet.

Jeg prøver
at sidde lidt med den.

Mærke den
uden at skælde den ud.
Uden at skynde på den.

Nogle dage
gør det ondt.

Andre dage
er der en mærkelig ro i det.

Som om noget i mig
endelig får lov
til bare at være.

Ikke blive rettet.
Ikke blive ændret.
Ikke blive gjort mere glad
end det er.

Og når jeg gør det
der føles rigtigt for mig
selv hvis det ser forkert ud
i andres øjne,

så falder noget i mig
på plads.

Ikke fordi tristheden forsvinder.

Men fordi
jeg ikke længere
kæmper imod mig selv.