Beskrivelse, svigt og andet

Tit når jeg får afvide, at jeg skal beskrive mig selv, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal beskrive mig selv, for jeg ved ikke, hvem "jeg" er, så jeg ender tit med at beskrive mig som jeg tror, at den der spøger gerne vil have mig til at være, jeg kan godt sætte nogle ting på som jeg laver, men så føler jeg, at jeg måske laver de ting, for at tilfredsstille andre, og ikke mig selv.

For eksempel så har jeg fået taget blodprøve der viser, at jeg ikke får nok D vitamin, så siger min læge, at jeg skal mere ud, så nu køre jeg min mor ud, så hun kan handle ind, selv om jeg måske har mest løst til at være hjemme, men jeg gør det, for ikke at skuffe min læge, på den måde, så gør jeg ting som tilfredsstiller andre end mig selv, hvis jeg ikke gør det, så føler at jeg sviger hende, men også at hun ikke kan li mig, og sådan er det med mange andre ting.

 

Jeg føler, at mange kan sige til mig "jamen du er da ..." og så siger de den måde, som de ser mig på, men når jeg føler efter, så bliver jeg i tvivl, for nogle ting er sikkert rigtigt, men jeg føler, at jeg ikke altid er som de beskriver det, så føler jeg, at de mener, at jeg er på den måde, så må jeg rette mig efter det, for de ved sikkert hvad de snakker om.

 

Har flere gange fået afvide, at jeg skal være lige glad med hvad andre tænker om mig, jeg ved at det er rigtig, men jeg føler altid, at når andre behandler mig dårlig, så er det mig den er galt med, at det er mig der skal ændres for at passe ind i deres liv, ikke dem der har noget der skal ændres, men mig..

Hvilket hele tiden drejer sig inde i mit hoved, det kan være det mindste ting til nogle større ting der gør udslaget.

 

Jeg synes, at jeg har en tendens til at skubbe glæden væk, fordi jeg har en følelse af, at jeg ikke må være rigtig glad, for hvis jeg er rigtig glad, så ødelægger jeg de andres humør.

Men samtidig føler jeg, at når jeg er rigtig glad så, sådan helt ind i maven og hjertet, så skal andre nok søgere for at ødelægge det, de sige eller gør noget som ødelægger min glæde, så jeg føler, at det er lettere hvis jeg bare ikke er ordenlig glad, for så bliver jeg heller ikke skuffet hver gang, der er nogen der ødelægger min glæde.

 

Igennem mit liv, har der aldrig rigtigt været nogen, som jeg sådan rigtig kunne fortælle alt til og stole på, alle vender mig ryggen, dolker mig i ryggen, hvilket de også gjorder i folkeskolen, en gang i mellem snakkede de til mig, og næste øjeblik var jeg ikke god nok.

Jeg bliver så ked af det når det sker, for jeg føler, at der ikke er nogen i denne verden der vil mig noget godt, der er kun Kate, som vil mig det bedste og som jeg kan stole på, men jeg føler, at jeg ikke kan læsse alle mine følelser over på hende, for hun har sine ting.

 

Jeg har svært ved, at tage nogen steder, for hvis folk kigger efter mig, hvilket jeg tit føler, at de gør, så føler jeg, at jeg går i 0 klasse igen, hvor jeg skal finde en grund til at folk gør det, nu har jeg ikke bare en grund, men mange grunde.

 

Det mindste kan såre mig, men jeg dur ikke til at sige fra, når nok er nok, for jeg tænker meget over, hvordan jeg fremstår over for andre, så vil jeg hellere bryde sammen, når jeg er alene, og så giver jeg mig selv alt skylden.