Dansk
Jeg står i det, vi er,
som i et rum jeg ikke kender,
hvor væggene ikke rykker sig væk fra mig
når jeg kommer for tæt på.
Jeg leder efter sprækker i dig,
steder hvor du burde give slip,
hvor du burde vende dig bort
som alle de andre gjorde.
Mine hænder er vant til afsked,
til stilheden efter et sidste forsøg,
til blikke der lukker ned
før jeg selv når at gøre det.
Men du bliver.
Og det gør ondt på en ny måde,
en blød måde,
som om mit indre ikke ved
hvordan det skal tage imod noget,
der ikke forsvinder.
Jeg tænker:
kan du ikke bare blive vred?
Skubbe mig væk,
lade mig falde ind i det kendte?
Hvorfor står du her stadig,
som om jeg ikke er for meget,
som om der er plads til mig
helt ind til det, jeg selv gemmer væk?
Det er skræmmende,
det er smukt,
det er alt det, jeg ikke har lært at være i.
Og alligevel—
et stille tak
for at du ikke går,
selv når jeg prøver at ødelægge det,
vi kunne være.
English
I stand inside what we are,
like a room I don’t recognize,
where the walls don’t pull away
when I get too close.
I search for cracks in you,
places where you should let go,
where you should turn away
like everyone else did.
My hands are used to endings,
to the silence after trying,
to eyes that close off
before I can even do it myself.
But you stay.
And it hurts in a different way,
a softer way,
like something in me doesn’t know
how to hold something
that doesn’t disappear.
I think:
can’t you just get angry?
Push me away,
let me fall into what I know?
Why are you still here,
as if I’m not too much,
as if there is space for me
even in the parts I hide?
It’s frightening,
it’s beautiful,
it’s everything I never learned how to be in.
And still—
a quiet thank you
for not leaving,
even when I try to break
what we could be.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar