Jeg er også et menneske

Jeg prøver faktisk
ikke at lade det ramme mig.

Jeg prøver
at lade ordene passere,
lade blikkene glide forbi,
lade forventningerne falde
et sted udenfor mig.

Ikke fordi jeg er ligeglad.
Men fordi jeg prøver
at passe på mig selv.

Men jeg er jo bare et menneske.

Ikke en mur.
Ikke en sten.
Ikke noget der står helt stille
når verden skubber.

Selv når jeg gør mig umage
kan noget stadig sætte sig.

En sætning der bliver hængende.
En tvivl der vokser lidt i stilhed.
En følelse der ikke bare går væk
fordi jeg beslutter mig for det.

Og det er ikke fordi
jeg vil påvirkes.

Det er bare fordi
jeg lever her.

Inde i et hjerte
der mærker ting.
I et sind
der prøver at forstå.

Så gør mig ikke til et dårligt menneske
fordi noget når ind til mig.

Gør mig ikke forkert
fordi jeg nogle gange bliver ramt.

Det betyder ikke
at jeg ikke prøver.

Det betyder bare
at jeg er menneske.