Den stærke

Der er nogen, der siger
at jeg er stærk.
At jeg kan.
At jeg kan mere, end jeg selv tror.

De siger det med varme i stemmen,
som en gave,
som noget opløftende.

Men ordene lander forkert.

For jeg kender mine egne kanter.
Jeg ved, hvor jeg stopper.
Jeg ved, hvor kræfterne slipper op,
hvor tankerne går i stå,
hvor verden bliver for meget.

De ser et menneske med muligheder.
Jeg mærker et menneske med grænser.
“Du er ressourcestærk,” siger de.
“Du skal bare tro lidt mere på dig selv.”

Men jeg tror allerede så meget jeg kan.

Når de siger det,
bliver jeg ikke større.
Jeg bliver mindre.

For hvis jeg kan så meget —
hvorfor kan jeg det så ikke?

Så sidder jeg der
med deres tro i hænderne
som noget, jeg ikke kan bære.

Det er en underlig sorg
at blive rost for noget
man ikke har.

Ikke fordi de vil mig ondt.
Men fordi de ikke ser
det sted jeg står.

Jeg har ikke brug for at høre
at jeg kan mere.

Jeg har brug for,
at nogen sætter sig ned ved siden af mig
og siger:

Det giver mening
at du er her.
Lad os starte
herfra.