Jeg går rundt i en boble
som ingen andre kan se.
Smiler når nogen kigger,
svarer “jeg har det fint”,
mens noget i mig stille synker længere ned.
Hver dag føles som overlevelse.
Som om jeg bare prøver
at komme gennem timerne
uden at bryde helt sammen.
Jeg vågner ikke op med glæde længere.
Kun med træthed.
En tunghed i brystet
der følger mig overalt,
som skygger man ikke kan løbe fra.
Verden bevæger sig videre omkring mig,
men jeg føler mig fanget bag glas.
Jeg kan se livet ske,
kan høre mennesker grine,
men jeg kan ikke rigtig mærke det.
Kun sorgen.
Kun tomheden.
Kun den stille stemme der spørger
hvor længe jeg egentlig kan blive ved.
Nogle gange tænker jeg tilbage
på sidste gang jeg prøvede at forsvinde.
Hvordan jeg næsten blev væk.
Hvordan det ikke lykkedes.
Og nu skræmmer det mig,
at tanken ikke føles lige så fjern længere.
Som om jeg er blevet mere stille omkring det.
Mere afklaret.
Mere træt af at kæmpe
for et liv der aldrig føles som mit.
Men et sted,
helt inde bag mørket,
findes stadig et lille håb
der hvisker at jeg måske ikke er færdig endnu.
At måske er jeg ikke et menneske
der vil dø —
men et menneske
der bare ikke kan holde ud
at have så ondt længere.
English
I walk around inside a bubble
no one else can see.
I smile when people look at me,
say “I’m fine,”
while something inside me quietly sinks deeper.
Every day feels like survival.
Like I am only trying
to make it through the hours
without completely falling apart.
I do not wake up with joy anymore.
Only exhaustion.
A heaviness in my chest
that follows me everywhere,
like shadows that cannot be outrun.
The world keeps moving around me,
but I feel trapped behind glass.
I can see life happening,
hear people laughing,
but I cannot truly feel it.
Only the sadness.
Only the emptiness.
Only the quiet voice asking
how much longer I can keep going.
Sometimes I think back
to the last time I tried to disappear.
How close I came
to being gone.
How it somehow failed.
And now it scares me
that the thought no longer feels so distant.
As if I have become quieter about it.
More accepting.
More tired of fighting
for a life that never feels like mine.
But somewhere,
far beneath the darkness,
there is still a small piece of hope
whispering that maybe I am not finished yet.
Maybe I am not a person
who truly wants to die —
but a person
who simply cannot bear
this much pain anymore.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar