Den skrøbelige gode relation

Dansk digt

Jeg står i sprækken mellem nærhed og afstand,

som et ord, der ikke vil lande rigtigt.

Jeg ved, hvad du ville sige,

og alligevel føles det, som om du ikke helt ser det sted, jeg står fra.

Jeg overvejede stilheden—

at forsvinde uden forklaring,

lade tomrummet tale for mig,

men selv dét føltes uretfærdigt mod dig.

Hvordan elsker man noget,

der ikke må kaldes kærlighed?

En relation, der bor i regler og rammer,

men alligevel slår rødder i noget ægte.

Du ser mig som mig,

og det gør mig både stærkere og mere skrøbelig.

For når du taler, lytter jeg anderledes—

som om dine ord vejer mere end andres.

Og de dage uden dig,

der mangler noget stille i mig,

en tryghed, jeg ikke vidste, jeg havde brug for,

før den pludselig ikke er der.

Men det, der fungerer, skræmmer mig mest.

Jeg er ikke vant til det, der er godt.

Det ville være lettere, hvis du skubbede mig væk,

gjorde mig til det problem, jeg kender så godt.

Så jeg hænger her—

mellem ønsket om at flygte

og håbet om, at det kunne blive mere.

Splittet,

og undskyld for at sige det højt.

English poem

I stand in the fracture between closeness and distance,

like a word that refuses to settle.

I know what you would say,

and still it feels like you don’t quite see where I am.

I almost chose silence—

to disappear without a trace,

let absence speak for me,

but even that felt unfair to you.

How do you love something

that cannot be called love?

A connection held inside boundaries,

yet rooted in something real.

You see me as me,

and it makes me both stronger and more fragile.

Because when you speak, I listen differently—

as if your words carry more weight than others.

And on the days without you,

something quiet is missing in me,

a safety I didn’t know I needed

until it wasn’t there.

But what works is what scares me most.

I’m not used to things that are good.

It would be easier if you pushed me away,

turned me into the problem I know how to be.

So I remain here—

between wanting to leave

and wishing it could become more.

Split in two,

and sorry for saying it out loud.