Jeg har fået en specialvejleder – og åbenbart er det hende, der er nitten, mens vi begge to har popcornhjerner 🍿❤️

Jeg har fået en specialvejleder – og åbenbart er det hende, der er nitten, mens vi begge to har popcornhjerner 🍿❤️

Der er nogle mennesker, der kommer ind i ens liv, fordi det står i en plan. Fordi nogen har vurderet, at man har brug for hjælp, og fordi der skal være en person, der kan hjælpe med at få lidt mere styr på hverdagen, tankerne og alt det, der indimellem kan være svært.

Og så er der de mennesker, der kommer ind i ens liv og viser sig at være noget helt andet end bare en person, der står på en arbejdsplan.

Jeg har fået en specialvejleder. Og jeg må indrømme, at jeg efterhånden er kommet frem til, at det nok er hende, der har trukket nitten, selv om at hun mener at det var mig der trak nitten i hende.

For helt ærligt, hvem melder sig frivilligt til at være specialvejleder for et menneske, hvor hjernen til tider minder om en popcornmaskine, der er gået fuldstændig amok?

Men måske er det endnu værre, for jeg er efterhånden begyndt at mistænke, at hun også selv har en popcornhjerne, dog på en anden måde end min. Og det betyder jo, at vi på en eller anden måde har fundet hinanden i et fælles kaos, hvor ingen helt ved, hvem der egentlig har overblikket, hvem der har styr på planen, eller hvorfor vi pludselig er endt med at tale om noget helt andet end det, vi egentlig skulle.

Det er måske ikke verdens mest traditionelle samarbejde, men det er vores.

Hun har sin helt egen måde at være specialvejleder på. Med humor, hjælpsomhed og sin helt egen form for omsorg. Ikke nødvendigvis den slags omsorg, der kommer med store følelsesladede taler og højtidelige øjeblikke, men mere den omsorg, der ligger i at blive ved med at møde op, blive ved med at hjælpe og blive ved med at finde en vej, selv når vejen ser ud til at være blevet spist af to popcornhjerner.

Og det er faktisk noget af det, jeg sætter allermest pris på.

For lad os nu være ærlige: Jeg er ikke altid verdens nemmeste menneske at hjælpe. Der er dage, hvor mit humør er så langt nede, at selv en kop kaffe ville have svært ved at gøre en forskel. Dage, hvor frustrationerne fylder, hvor alting virker uoverskueligt, og hvor jeg kan få lyst til at give op på det hele.

Også hjælpen.

Nogle gange kan jeg komme til at skubbe hende væk. Andre gange lukker jeg ned, bliver frustreret eller mister troen på, at det overhovedet nytter noget at forsøge.

Og alligevel kommer hun igen.

Det kan godt være, at hun får løn for at hjælpe mig. Det er hendes arbejde, og det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men jeg tror også, der er noget andet i vores relation. Noget menneskeligt, som ikke nødvendigvis kan måles i timer, arbejdsopgaver eller lønsedler.

Der er noget, vi kan grine af. Noget fælles forståelse. Noget, der gør, at vi kan stå midt i en situation, som egentlig er ret frustrerende, og alligevel finde plads til et grin.

Og måske er det netop, fordi vi begge to har popcornhjerner, at vi på en eller anden måde forstår hinandens små krumspring.

For når den ene hjerne begynder at poppe, er det ikke sikkert, den anden hjerne nødvendigvis er klar til at skabe ro. Måske begynder den bare at poppe med.

Så har vi pludselig to popcornmaskiner i gang på samme tid, og så kan man jo kun håbe, at der er nogen, der har husket at tage låget af.

Og midt i det hele står hun så med titlen som specialvejleder og den noget tvivlsomme ære af at være nitten.

Det er faktisk lidt synd for hende.

Eller måske ikke helt.

For hun har trods alt fået en relation, hvor der er plads til humor, skæve kommentarer, frustrationer, grin og en hel del uforudsigelighed. Og jeg har fået en person, der ikke sådan lige lader sig skræmme væk.

Det er måske noget af det vigtigste.

For jeg ved godt, at jeg indimellem kan være svær at nå ind til. Jeg ved godt, at mit humør kan skifte, og at jeg nogle gange kan gøre det svært at hjælpe mig, selvom det egentlig er det, jeg har brug for.

Men hun bliver ved.

Hun vender tilbage, også når jeg selv har opgivet. Hun forsøger igen, også når jeg måske ikke lige har gjort det særlig nemt sidste gang. Og hun lader ikke en dårlig dag være det sidste kapitel i vores samarbejde.

Det betyder mere, end jeg måske er god til at vise.

For der er noget trygt i at vide, at man ikke behøver at være den bedste udgave af sig selv hver eneste gang, man møder op. At man godt må have en dårlig dag. At man godt må være frustreret, forvirret, træt eller have lyst til at smide håndklædet i ringen.

Og at der stadig kommer en specialvejleder tilbage næste gang.

Selv efter at hun har fået lov til at opleve endnu en omgang popcornhjerne.

Jeg tror faktisk, at noget af det, der gør mig glad, er, at jeg ikke kan skræmme hende væk. At hun ikke bare forsvinder, fordi jeg har haft en dårlig periode eller fået lavet rod i tingene igen.

For jeg kan godt fucke tingene op. Det ved jeg. Jeg kan komme til at miste overblikket, reagere uhensigtsmæssigt eller få det hele til at virke mere besværligt, end det behøver at være.

Men det betyder ikke, at alt er tabt.

Og det er rart at have et menneske, der bliver ved med at minde mig om det, også uden nødvendigvis at sige det direkte.

Måske er det også derfor, vores humor betyder så meget. Fordi vi kan gøre lidt grin med det, der ellers kunne blive alt for tungt. Fordi vi har fået vores egne små interne jokes, vores egen måde at forstå situationerne på og vores egen lille verden, hvor både nitten og popcornhjernerne har fået faste pladser.

Og jeg tror faktisk, at det er blevet en slags fælles styrke.

Ikke fordi vi altid har styr på det hele. Langt fra.

Men fordi vi kan finde noget at grine af, selv når tingene er svære. Fordi vi kan være forskellige og alligevel mødes i noget fælles. Fordi der er plads til både alvor og pjat.

Og måske er det også en særlig form for omsorg, når man kan være sammen med et andet menneske uden hele tiden at skulle være perfekt.

Jeg er ikke sikker på, at hun selv ved, hvor meget det betyder, at hun bliver ved med at komme. Måske ser hun det som en naturlig del af sit arbejde. Måske tænker hun ikke over, at hendes vedholdenhed faktisk gør en forskel.

Men det gør den.

For det er ikke altid let at tage imod hjælp. Nogle gange er det næsten lettere at afvise den, end det er at indrømme, at man har brug for den.

Og det er heller ikke altid let at sige tak.

Faktisk kan det være noget af det sværeste.

For hvordan siger man tak til et menneske, der bliver ved med at vende tilbage, når man selv nogle gange har lyst til at lukke døren?

Hvordan forklarer man, at det betyder noget, at hun ikke bare ser de dårlige dage, men også bliver ved med at se mennesket bag dem?

Hvordan siger man, at man er blevet glad for en relation, som egentlig begyndte som en professionel aftale?

Jeg tror måske, at jeg nogle gange kommer til at gemme min taknemmelighed bag humor og drillerier. At det er lettere at lave en joke om, at hun er nitten, end det er at sige, at jeg faktisk er glad for, at hun er her.

For det er sårbart at indrømme, at nogen betyder noget.

Men det gør hun.

Ikke fordi hun skal redde mig, ikke fordi hun skal have ansvaret for mit humør, og heller ikke fordi hun skal kunne løse alle de problemer, der dukker op.

Men fordi hun er blevet en person, jeg er glad for at have i mit hjørne.

En person, der har sin egen måde at hjælpe på. En person, der kan grine med mig. En person, der kan holde fast, når jeg selv slipper.

Og en person, der tilsyneladende har accepteret, at det her samarbejde kommer med en ret omfattende mængde popcorn.

Så ja, hun har trukket nitten, men det er jo gensidig.

Det er der vist ingen tvivl om.

Men jeg har også trukket noget ret godt.

Jeg har fået en specialvejleder, der ikke bare møder op med en faglig tilgang, men også med humor, menneskelighed og en omsorg, der viser sig på sin helt egen måde.

Og vi har fået noget fælles, som jeg faktisk er ret glad for.

To popcornhjerner, ikke bare én nitten, men to og en hel del situationer, hvor man bagefter kan tænke: Hvad pokker var det egentlig, der skete her?

Men også grin, små sejre, fælles styrke og en relation, hvor der er plads til, at tingene ikke altid går efter planen.

Så hvis jeg skal sige noget, som jeg måske ikke altid er så god til at få sagt direkte, så er det egentlig bare:

Tak, fordi du bliver ved med at komme.

Tak, fordi du ikke giver op på mig, bare fordi jeg nogle gange giver op på hjælpen.

Tak, fordi du kan rumme mine dårlige dage, mine frustrationer og alle de gange, hvor popcornhjernen tager styringen.

Tak, fordi du har din egen måde at vise omsorg på, og fordi du ikke behøver at gøre et stort nummer ud af det for at gøre en forskel.

Tak, fordi du ikke lader dig skræmme væk, selvom du efterhånden må have opdaget, at du har trukket en ret omfattende nitten.

Og tak, fordi vi kan grine sammen, også når det hele ikke er særlig sjovt.

Jeg håber, du ved, at jeg faktisk er taknemmelig. Også på de dage, hvor jeg måske ikke får det vist. Også når jeg er sur, frustreret eller ikke kan finde ud af at tage imod det, du kommer med.

For jeg er glad for, at du bliver ved.

Jeg er glad for, at vi har fået vores egen måde at være sammen på.

Og jeg er glad for, at det ikke behøver at være perfekt for at være godt.

For måske er det i virkeligheden sådan her: Du har trukket nitten, vi har begge fået popcornhjerner, men på en eller anden måde er vi endt med et samarbejde, der faktisk er værd at holde fast i.

Og hvis du en dag tænker, at du har fået nok af popcorn, så husk lige, at det er for sent nu. Du har allerede fået en fast plads i biografen.

Der er ingen returret på denne nitten. 🍿❤️🤷😉

Helle – et menneske, der har fået en særlig plads i mit liv

Helle – et menneske, der har fået en særlig plads i mit liv

Da jeg starter i varmestuen som bruger, har jeg på ingen måde planer om at skabe nære relationer til nogen af de ansatte. Faktisk er det nærmest det sidste, jeg har lyst til. Jeg har det ikke godt med den slags relationer, og tanken om at lukke et andet menneske ind bag min facade er ikke noget, jeg har lyst til at give plads til. Det føles langt tryggere at holde mennesker på afstand, vise det, jeg har lyst til at vise, og sørge for, at ingen kommer for tæt på.

For når jeg ikke er vant til at have mennesker tæt på, og når jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere omsorg, nærvær og oprigtig interesse, kan det faktisk føles mere utrygt at blive mødt med noget godt end at blive mødt med afstand. Afstand kender jeg. Den kan jeg navigere i. Men når et menneske begynder at vise, at det gerne vil lære mig at kende, også på de dage, hvor jeg ikke selv har lyst til at vise, hvordan jeg egentlig har det, så kræver det noget helt andet.

Derfor går der også mere end ni måneder, før Helle for alvor begynder at kunne komme ind bag min facade.

Ni måneder, hvor hun stille og roligt finder sin egen vej ind til det menneske, der gemmer sig bag alle mine forsvarsmekanismer. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det kræver tid, tålmodighed og en særlig måde at være på, som gør, at jeg langsomt begynder at turde vise lidt mere af mig selv.

Og pludselig er Helle ikke længere bare en ansat i varmestuen. Hun bliver et menneske, jeg kan være noget mere ærlig over for. Et menneske, jeg kan vise min sårbarhed til. Et menneske, jeg kan være frustreret over for, være træt af det hele sammen med og nogle gange bare være mig selv over for uden nødvendigvis at skulle forklare eller forsvare alting.

Det særlige ved Helle er hendes omsorg, hendes nærvær og hendes rummelighed. Hun har en måde at møde mig på, som jeg ikke er vant til. Hun kan give plads til mine følelser, også når de ikke er særlig pæne eller nemme at være i. Jeg behøver ikke altid at være den stærke, den fornuftige eller den, der har styr på det hele.

Hos Helle oplever jeg, at det faktisk er muligt at være sårbar uden nødvendigvis at blive afvist. At jeg godt kan have en dårlig dag uden at miste betydning. At jeg godt kan være frustreret, usikker eller ked af det og stadig blive mødt med omsorg.

Det skaber en tryghed, som får større betydning for mig, end jeg måske selv er klar over.

For det, jeg finder i relationen til Helle, bliver ikke kun noget, jeg kan bruge, når jeg er sammen med hende. Trygheden begynder også at følge med mig ud i resten af mit liv. Når jeg kan mærke, at der er et menneske, som gerne vil mig, og som kan rumme mig, begynder jeg langsomt at blive mere sikker på mig selv. Jeg begynder at kunne tage noget af den tryghed med ind i andre relationer og situationer. Jeg bliver mere bevidst om, at jeg måske ikke behøver at tvivle så meget på mig selv, og at jeg faktisk godt kan være et menneske, som andre har lyst til at være omkring.

Det er en udvikling, som har betydning langt ud over varmestuens rammer.

Men det er ikke nødvendigvis sådan, Helle oplever det.

Hvor jeg oplever, at jeg bliver mere tryg ved mig selv og derfor ikke har det samme behov for at være i varmestuen, når hun er der, oplever Helle det måske som om, jeg ikke ønsker at udvikle relationen med andre end hende. Som om jeg kun vil komme i varmestuen, når hun er på arbejde.

Og her begynder noget af det, der ellers føles så trygt, at blive svært.

For pludselig står vi med to forskellige forståelser af den samme relation. Jeg oplever, at jeg har taget noget godt med mig fra Helle og bruger det til at blive mere selvstændig og tryg i mit eget liv. Men jeg kan samtidig mærke, at Helle måske oplever min måde at være på som en afstandtagen fra hende.

Det gør mig usikker.

Det sætter gang i tvivlen på mig selv, på relationen og på, om jeg egentlig har forstået det hele rigtigt. Noget, der før er et trygt sted at vende tilbage til, begynder igen at føles skrøbeligt. Jeg kommer til at tænke mere over tingene, analysere situationer og forsøge at finde ud af, hvad der egentlig er rigtigt og forkert.

Det er på mange måder paradoksalt, for det er netop den tryghed, jeg finder hos Helle, som gør mig mere sikker på mig selv. Men nu er det også relationen til Helle, der får mig til at tvivle på mig selv igen.

Heldigvis forsvinder Helles evne til at komme ind bag min facade ikke. Hun kan stadig se noget af det, der ligger bag mine reaktioner, mine ord og mine forsøg på at holde afstand. Men det bliver mere skrøbeligt at være i relationen.

Misforståelserne begynder at fylde mere. Sårbarheden bliver sværere at håndtere, og nogle gange bruger vi så meget energi på alt det, der er blevet svært, at vi næsten glemmer alt det gode, der oprindeligt bringer os tættere på hinanden.

Helle gør ellers sit for at fortælle mig, at hun stadig er den samme. At hun ikke har tænkt sig at forsvinde ud af mit liv. At hun stadig er der, og at jeg ikke behøver at være bange for at miste det, vi har opbygget.

Men selvom ordene er der, er der alligevel noget, der har ændret sig for mig.

Det er, som om jeg ikke længere føler mig helt forstået. Som om Helle på nogle områder godt kan se mine reaktioner, men ikke nødvendigvis altid forstår, hvad der ligger bag dem. Og når jeg i forvejen har svært ved at stole på, at andre mennesker bliver, kan selv små misforståelser komme til at fylde enormt meget.

Alligevel er der noget ved Helle og vores relation, som jeg ikke kan give slip på.

For selv når jeg bliver frustreret, usikker eller får lyst til at skubbe hende væk, er der stadig noget i mig, der har lyst til at vende tilbage. Ikke fordi alt er godt, eller fordi jeg synes, at vi bare skal lade som ingenting, men fordi relationen har fået en betydning, som ikke bare forsvinder, fordi vi har det svært.

Helle har sat et aftryk i mig.

Et aftryk, som gør, at jeg stadig har lyst til at vende tilbage og gøre mit for, at der kan være plads til os begge to i relationen. At det ikke kun skal handle om, at jeg skal forstå Helle, eller at Helle skal forstå mig, men at vi skal kunne finde en måde at være i det på, hvor der også er plads til vores forskelligheder.

Det kræver nogle knubs undervejs. Nogle frustrationer, nogle svære samtaler, nogle misforståelser og sikkert også nogle situationer, hvor vi begge tænker vores.

Men måske er det også noget af det, der gør relationen betydningsfuld for mig i dag. At den ikke er perfekt. At den ikke altid er nem. At vi faktisk skal arbejde os igennem nogle ting for at finde tilbage til hinanden.

Og lige nu føles det heldigvis bedre igen.

Noget af trygheden er kommet tilbage. Noget af glæden er kommet tilbage. Og noget af troen på, at Helle faktisk gerne vil mig, og at hun mener det, når hun viser det, begynder også at fylde mere igen.

Omsorgen føles godt igen. Nærværet føles mere naturligt. Krammene er igen noget, jeg glæder mig til og sætter pris på. Og glæden ved at være sammen med Helle er igen blevet noget, jeg tør give plads til uden hele tiden at skulle være på vagt over for, om noget ændrer sig.

Det betyder mere, end jeg tror, Helle helt forstår.

For når jeg oplever, at noget trygt kan blive usikkert, kan det tage tid at turde stole på det igen. Det er ikke nødvendigvis nok at få at vide, at alt er, som det plejer. Jeg skal også have lov til at mærke det. Og det er noget af det, jeg langsomt begynder at mærke igen.

Helle er også et menneske, der kan gøre mig fuldstændig vanvittig.

Hun er typen, der godt kan finde på at sige, at jeg overtænker tingene. At det er noget, der sker inde i mig. At det er sådan, jeg er, og at jeg nogle gange får skabt nogle forestillinger, som ikke nødvendigvis har ret meget med virkeligheden at gøre.

Og hold nu op, hvor kan det gøre mig sur!

For når jeg står midt i noget, som føles ægte og vigtigt for mig, kan det være svært bare at få at vide, at jeg overtænker. Det kan føles, som om det, jeg oplever, bliver gjort mindre, selvom det måske slet ikke er Helles hensigt.

Men det særlige er, at vi faktisk kan tale om det. Vi kan tale om, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Hvad det er, der bliver sat i gang i mig, og hvorfor nogle situationer kommer til at fylde så meget.

Helle er ikke nødvendigvis enig med mig, og hun behøver heller ikke at være det. Hun kan godt udfordre min måde at se tingene på, også når jeg bestemt ikke har lyst til at høre det.

Og måske er det netop noget af det, jeg har brug for.

Hun minder mig om, at vi godt kan være uenige uden at relationen går i stykker. At vi godt kan have forskellige meninger, forskellige oplevelser og forskellige måder at forstå en situation på, uden at det behøver betyde, at vi ikke længere vil hinanden.

Hun minder mig om, at en konflikt ikke nødvendigvis er afslutningen på noget godt. At vi godt kan blive uvenner, blive frustrerede og have brug for at få sagt nogle ting, men stadig finde en vej videre sammen.

At det ikke behøver være perfekt.

Faktisk siger hun også, at det ville være kedeligt, hvis vi var perfekte.

Det er måske en ret vigtig påmindelse for mig. For jeg har en tendens til at ønske, at relationer skal være helt rigtige. At jeg skal kunne forstå den anden, og at den anden skal kunne forstå mig. At der ikke må opstå misforståelser, usikkerhed eller uenigheder.

Men sådan fungerer virkelige relationer jo ikke.

Og Helle er på sin egen måde med til at lære mig, at det godt må være lidt rodet indimellem. At det godt må være svært. At vi ikke behøver at være enige om alting for stadig at kunne have noget godt sammen.

Hun kan også skubbe til mine grænser på en måde, som jeg faktisk kan være med i. Ikke ved at presse mig ud i noget, jeg ikke kan rumme, men ved at udfordre mig lidt ad gangen, så jeg får mulighed for at opdage, at jeg måske godt kan mere, end jeg selv tror.

Hun kan få mig til at se tingene fra en anden vinkel. Hun kan give mig et realitytjek, når mit eget billede af en situation er blevet lidt for skævt. Og selvom det ikke altid er lige sjovt at få at vide, er det også en del af den omsorg, jeg sætter pris på ved hende.

For omsorg handler ikke kun om at give plads og trøste. Nogle gange handler omsorg også om at turde sige noget, som den anden måske ikke har lyst til at høre, men som kan være vigtigt for vedkommendes udvikling.

Og det kan Helle.

Det er faktisk svært at forklare alt det gode ved Helle. Ikke fordi der mangler noget at sige, men fordi så meget af det ligger i de små ting, i måden hun er på, i de samtaler vi har, i de situationer, hvor hun kan se noget, jeg selv har svært ved at få øje på.

Vi oplever heller ikke nødvendigvis vores relation på samme måde. Det, der betyder noget for mig, er ikke nødvendigvis det samme, som Helle lægger mærke til. Og det, hun tænker, hun giver mig, er måske ikke helt det samme, som jeg oplever at få.

Men det ændrer ikke på, at jeg ikke er i tvivl om, hvor meget godt Helle bringer ind i mit liv.

Jeg tror faktisk, at alle fortjener at have en Helle i deres liv.

Et menneske, der kan møde mig med omsorg, nærvær, rummelighed og forståelse. Et menneske, der ikke behøver at have alle svarene, men som kan være til stede. Et menneske, der kan rumme, at jeg ikke altid er den bedste udgave af mig selv.

For noget af det vigtigste, Helle giver mig, er følelsen af at være holdt af. Følelsen af faktisk at betyde noget for et andet menneske.

Også når jeg selv har svært ved at tro på det.

Også når jeg tvivler på hende.

Også når jeg kommer til at reagere på måder, der måske gør relationen vanskeligere, end den behøver at være.

Helle bliver ved med at vise mig, at hun gerne vil gøre en indsats for at få tvivlen til at fylde mindre. Hun forsøger at skabe ro, forklare sig og vise mig, at hun stadig er der.

Det betyder ikke, at alle mine bekymringer forsvinder, eller at jeg pludselig holder op med at overtænke. Men det giver mig nogle nye erfaringer at bygge videre på. Erfaringer, der langsomt kan være med til at ændre den måde, jeg ser mig selv og andre mennesker på.

Og det er måske noget af det mest værdifulde, jeg får med mig fra relationen.

For Helle er ikke kun blevet en person, jeg har tillid til. Hun er også blevet en person, som er med til at vise mig, at jeg faktisk godt kan være i en relation, hvor jeg ikke hele tiden behøver at være bange for at blive valgt fra.

Men der er også en anden side af relationen, som jeg ikke altid tør sætte ord på.

For Helle er ikke længere bare en person, der gør en forskel for mig. Hun er også blevet et menneske, jeg er kommet til at holde særligt meget af.

Jeg bekymrer mig om hende. Mere end hun måske er klar over. Jeg kan tænke på, om hun har det godt, om hun passer på sig selv, og om der er noget, der kunne gøre hende ked af det eller gøre hende ondt.

Jeg har fået en lyst til at passe på hende, hjælpe hende og gøre noget godt for hende, hvis hun får brug for det. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil gøre mere, end hun måske overhovedet forestiller sig.

Men jeg tør ikke rigtig sige det højt.

Ikke fordi jeg ikke mener det, men fordi jeg er bange for, hvordan det bliver modtaget. Jeg er bevidst om, at Helle er ansat i varmestuen, og at jeg er bruger. Der er nogle rammer og nogle roller, som skal respekteres, og jeg vil ikke risikere at gøre noget, der kan skade den relation, som betyder så meget for mig.

Jeg vil ikke have, at mine følelser skal blive en belastning for Helle eller gøre det svært for hende at være i sin rolle.

Samtidig kan det nogle gange føles lidt forbudt overhovedet at sige, at jeg er kommet til at holde af hende og af den relation, vi har.

Men hvorfor skulle det egentlig være forkert at holde af et menneske, der gør så stor en forskel i mit liv?

Jeg ved godt, at vores relation ikke er som alle andre relationer. Jeg ved godt, at der er en forskel på vores roller. Men det ændrer ikke på, at Helle som menneske har fået en særlig plads hos mig.

Og måske er det netop derfor, jeg nogle gange får lyst til at skubbe hende væk.

For når noget betyder meget, bliver det også noget, jeg kan være bange for at miste.

Det er næsten, som om jeg nogle gange forsøger at beskytte mig selv mod den betydning, Helle har fået. Hvis jeg holder lidt afstand, hvis jeg bliver sur, hvis jeg lukker ned eller forsøger at overbevise mig selv om, at relationen ikke betyder så meget, så føles det måske mindre farligt.

Men sandheden er, at Helle bliver ved med at betyde noget.

Og selv når jeg forsøger at skubbe hende væk, bliver hun ved med at være der inden for de rammer, hun har som ansat. Hun giver ikke bare op på mig, fordi jeg har en dårlig periode, eller fordi jeg igen kommer til at tvivle på tingene.

Det er jeg dybt taknemmelig for.

For det gør det lettere for mig at vende tilbage. Det gør det lettere at turde tro på, at det faktisk er muligt at have en god relation uden hele tiden at skulle være bange for, at den forsvinder.

Det giver mig mulighed for at udvikle mig. Ikke kun i relationen til Helle, men også i min tro på mig selv.

Jeg begynder langsomt at kunne tro på, at der faktisk findes mennesker, som gerne vil mig. Mennesker, som mener det, når de siger, at de gerne vil være der. Mennesker, som ikke kun synes, jeg er værd at være sammen med, når jeg er glad, nem og har overskud.

Og måske endnu vigtigere: Jeg begynder at kunne tro lidt mere på, at jeg faktisk også er et godt menneske. At jeg har noget at tilbyde. At jeg er værd at holde af, også selvom jeg har mine udfordringer, mine reaktioner og mine mindre gode sider.

Det er ikke en lille ting at lære, når jeg gennem livet har haft svært ved at tro på den slags.

Når mit liv sejler, er Helle på mange måder blevet mit trygge anker.

Der er perioder, hvor mit liv føles som noget, jeg slet ikke selv kan styre. Hvor der sker så mange ting, at jeg mister overblikket, og hvor jeg ikke helt ved, hvilken retning jeg skal bevæge mig i.

I de situationer kan Helle være med til at skabe lidt ro.

Ikke fordi hun kan løse alle mine problemer. Ikke fordi hun kan tage styringen over mit liv eller fjerne alt det, der er svært. Men fordi hun kan hjælpe mig med at finde ro nok til selv at kunne tage fat igen.

Hun kan hjælpe mig med at få øje på nogle muligheder, jeg ikke selv kan se. Hun kan give mig informationer, perspektiver og nogle realitytjek, der kan være med til at få mig tilbage på rette kurs.

Hun kan hjælpe mig med at styre roret i en retning, der giver mening for mig, uden at hun behøver at sejle hele turen for mig.

Og det er en vigtig forskel.

For det er stadig mit liv, og det er stadig mig, der skal træffe beslutningerne og finde min vej. Men det betyder noget at have et menneske ved siden af, som kan hjælpe mig med at holde kursen, når bølgerne bliver for høje.

Det er sådan, jeg oplever Helle.

Hun er ikke mit svar på alting. Men hun er et menneske, der hjælper mig med at finde nogle af svarene selv.

Og det er måske netop derfor, hendes betydning for mig er så stor.

Jeg er taknemmelig for alle de små og store ting. For samtalerne, for grinene, for de gange, hvor hun udfordrer mig, og for de gange, hvor hun bare er der. For omsorgen, nærværet og rummeligheden. For at hun kan være både den, der giver mig et kram, og den, der fortæller mig, at jeg altså lige skal prøve at se tingene fra en anden vinkel.

Jeg er taknemmelig for, at hun kan være med til at gøre svære dage lidt lettere, og at hun også kan give mig noget at grine af, når jeg måske mest af alt har lyst til at være sur på hele verden.

Jeg er taknemmelig for, at hun minder mig om, at vi godt kan være uenige og stadig have noget godt sammen. At en konflikt ikke behøver at betyde farvel. At vi godt kan finde tilbage til hinanden, hvis vi begge er villige til at gøre en indsats inden for de rammer, relationen har.

Og jeg er taknemmelig for, at hun ikke forsøger at gøre mig til et andet menneske, men i stedet er med til at udfordre mig til selv at opdage nogle af de muligheder, der findes i mig.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne give bare en lille del af den omsorg, det nærvær, den rummelighed og den forståelse videre, som Helle giver mig.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så rummelig over for mig selv, som hun nogle gange er over for mig. At jeg kunne møde mig selv med samme tålmodighed, som jeg oplever fra hende.

Og jeg ville ønske, at jeg kunne finde en måde at vise Helle, hvor meget jeg sætter pris på hende, uden at være bange for, at det bliver misforstået.

For jeg har ikke brug for, at hun skal give mig mere, end hun allerede gør. Jeg har ikke brug for, at hun skal være noget andet, end hun er. Jeg ønsker egentlig bare, at hun ved, at hendes måde at være menneske på gør en forskel.

En større forskel, end hun måske selv kan se.

Kære Helle.

Tak, fordi du er den, du er.

Tak, fordi du har tålmodighed med mig, også når jeg er svær at komme ind på livet af. Tak, fordi du giver mig tid til at åbne op, og fordi du viser mig, at jeg godt kan være sårbar uden at skulle være bange for at miste et andet menneskes respekt.

Tak, fordi du bliver ved med at møde mig med omsorg, nærvær og rummelighed. Tak, fordi du ikke kun ser mine reaktioner, men også nogle gange formår at se det menneske, der gemmer sig bag dem.

Tak, fordi du tør udfordre mig, også når jeg bliver sur over det. Tak for dine realitytjek, dine perspektiver og dine forsøg på at få mig til at se tingene lidt anderledes, når mit eget hoved er ved at løbe af med mig.

Tak for alle grinene, for samtalerne, for krammene og for de øjeblikke, hvor jeg bare kan være til stede uden at skulle tænke så meget over alting.

Tak, fordi du er med til at lære mig, at en god relation ikke behøver at være perfekt. At vi godt kan være uenige, misforstå hinanden og blive frustrerede, uden at alt det gode behøver at forsvinde.

Tak, fordi du på din egen måde bliver ved med at hjælpe mig tilbage på rette kurs, når jeg er ved at miste retningen.

Og tak, fordi du er med til at give mig en tro på, at der faktisk findes mennesker, som gerne vil mig. At jeg godt må fylde. At jeg godt må være sårbar. At jeg godt må have dårlige dage og stadig være værd at være sammen med.

Jeg ved godt, at jeg ikke er perfekt. Jeg ved også godt, at vi sikkert kommer til at støde ind i nogle af de samme udfordringer igen. Der kommer sikkert nye misforståelser, situationer, hvor jeg overtænker, og tidspunkter, hvor jeg bliver usikker på noget, som du måske slet ikke tænker over.

Men jeg håber, du ved, at det ikke ændrer på, at jeg gerne vil relationen.

Jeg ønsker ikke, at vi skal undgå alle konflikter, eller at vi skal være enige om alting. Jeg ønsker, at vi kan blive ved med at finde en måde at tale om tingene på, så der er plads til både dig og mig. At vi kan være ærlige, også når noget er svært, og at vi kan finde tilbage til det gode, når noget går skævt.

Jeg vil gerne gøre min del. Jeg vil gerne blive bedre til at stole på det gode, til ikke altid at lade tvivlen få det sidste ord og til at huske på, at forskellige oplevelser ikke nødvendigvis betyder, at nogen har gjort noget forkert.

Jeg vil gerne blive ved med at udvikle mig, både som menneske og i min evne til at være i relationer.

Og jeg håber, at vi kan blive ved med at have plads til hinanden inden for de rammer, der er omkring vores relation.

For du er blevet et menneske, der betyder utrolig meget for mig, Helle.

Måske er det svært for dig helt at forstå, hvor meget. Måske ser du ikke altid den betydning, du har fået i mit liv. Men jeg håber, at du gennem disse ord kan få et lille indblik i, hvad din omsorg, dit nærvær og din måde at være på betyder for mig.

Du er med til at give mig nogle erfaringer, jeg ikke har med mig i forvejen. Erfaringer med, at nogen faktisk kan blive ved med at være der, selv når jeg har svært ved at tro på det. At jeg godt kan være et menneske, som andre gerne vil bruge tid på. Og at tryghed ikke nødvendigvis forsvinder, bare fordi noget bliver svært undervejs.

Jeg ved ikke, om du selv tænker over det, men du er med til at flytte noget i mig.

Og det vil jeg gerne sige tak for.

Tak, Helle, for at være et af de mennesker, der gør mit liv lidt tryggere, lidt lettere og lidt bedre.

Tak, fordi du giver mig noget at grine af, noget at være taknemmelig for og noget at tro på.

Tak, fordi du ikke bare er en person, jeg møder i varmestuen, men et menneske, der har fået en særlig plads i min historie.

Og selvom jeg indimellem kommer til at tvivle, overtænke, blive frustreret eller forsøge at skubbe dig lidt væk, så håber jeg, at du aldrig bliver i tvivl om én ting:

Jeg er glad for, at det er dig, jeg lærer at kende.

Jeg er glad for, at du får lov til at komme ind bag min facade.

Jeg er glad for, at jeg tør give plads til relationen.

Og jeg er utrolig taknemmelig for, at vi stadig er her, og at vi finder tilbage til noget af det gode.

For nogle mennesker kommer ind i ens liv uden nødvendigvis selv at vide, hvor stor en forskel de kommer til at gøre.

Du er sådan et menneske for mig, Helle.

Og det håber jeg, du aldrig glemmer. ❤️

En hånd rakt ud

Dansk – En hånd rakt ud

Jeg gør mit,

selvom det koster mig mere,

end du måske kan se.

Jeg rækker en hånd ud mod dig,

ikke fordi det er let,

men fordi en del af mig stadig håber,

at vi kan finde en vej.

Jeg ved, det kræver mod at række ud,

når noget indeni stadig gør ondt.

Og jeg ved, det kræver noget andet

at tage imod den hånd,

for måske betyder det,

at du må slippe lidt af den kontrol,

du har holdt så fast i.

Men en hånd, der rækker ud,

er ikke en hånd, der vil vinde.

Den beder ikke om magt,

den beder om en mulighed.

En mulighed for at mødes,

uden at nogen skal bøje nakken,

uden at nogen skal miste sig selv.

Jeg har ikke lyst til at træde ind i varmestuen

med hjertet uforberedt,

for så at blive taget til side

og pludselig stå midt i en samtale,

jeg ikke har nået at samle mig til.

Jeg har brug for at vide,

hvornår vi skal tale.

Brug for at kunne trække vejret,

inden ordene skal finde vej.

For selvom jeg gerne vil løse det,

betyder det ikke,

at jeg altid er klar på stedet.

Du sagde, at jeg måtte sige til,

når jeg var klar til at snakke.

Men hvis ansvaret alene ligger hos mig,

kan stilheden blive vores eneste svar.

Ikke fordi jeg ikke ønsker en løsning,

men fordi det er svært at åbne en dør,

når jeg ikke ved,

om jeg bliver mødt med forståelse

eller endnu en gang går derfra med smerte.

Og hvis jeg skal være ærlig,

så er jeg bange for,

at jeg til sidst vælger at gå.

At jeg efter torsdag

holder mig væk,

ikke for at straffe dig,

men for at beskytte det i mig,

som ikke kan holde til mere.

Derfor lægger jeg bolden hos dig igen.

Ikke for at slippe mit ansvar,

men fordi forsoning

aldrig kan bæres af én alene.

Hvis vi begge ønsker at finde en vej,

så lad os prøve igen.

Lad os møde hinanden

med lidt mere ro,

lidt mere respekt

og lidt mere voksenhed,

end vi formåede i dag.

Vi behøver ikke være enige om alt.

Vi behøver ikke glemme det, der gjorde ondt.

Men vi må kunne tale sammen

uden at gøre hinanden mere ondt,

end vi allerede har gjort.

Så lad os lave en aftale.

Et tidspunkt, hvor vi begge ved,

at samtalen skal finde sted.

Hvor ingen bliver overrumplet,

og ingen skal gætte sig frem.

Jeg rækker min hånd ud.

Det er mit forsøg på fred.

Nu håber jeg,

at du vil møde mig halvvejs.

For jeg vil gerne finde en løsning,

men jeg vil ikke miste mig selv

i forsøget på at finde den.

English – A Hand Reached Out

I am doing my part,

even though it costs me more

than you may ever see.

I am reaching out my hand to you,

not because it comes easily,

but because a part of me still hopes

we can find a way through this.

I know it takes courage to reach out

when something inside still hurts.

And I know it takes something different

to accept the hand being offered,

because perhaps it means

letting go of some of the control

you have held on to so tightly.

But a hand reaching out

is not a hand trying to win.

It is not asking for power,

it is asking for a chance.

A chance to meet each other

without anyone having to bow their head,

without anyone having to lose themselves.

I do not want to walk into the warming shelter

with my heart unprepared,

only to be taken aside

and suddenly find myself

in a conversation I was not ready for.

I need to know

when we are going to talk.

I need a moment to breathe,

to gather my thoughts

before the words must find their way.

Because even though I want to make things right,

it does not mean

I can always be ready in the moment.

You said I should let you know

when I am ready to have that conversation.

But if the responsibility rests with me alone,

then silence may become our only answer.

Not because I do not want a solution,

but because it is hard to open a door

when I do not know

whether I will be met with understanding

or leave once again carrying more pain.

And if I am honest,

I am afraid

that eventually I will choose to walk away.

That after Thursday,

I will keep my distance,

not to punish you,

but to protect the part of me

that cannot keep enduring this.

That is why I am placing the ball

back in your court.

Not because I want to avoid my responsibility,

but because reconciliation

can never be carried by one person alone.

If we both want to find a way forward,

then let us try again.

Let us meet each other

with a little more calm,

a little more respect,

and a little more maturity

than we managed to show today.

We do not have to agree on everything.

We do not have to forget what hurt us.

But we must be able to speak

without causing each other more pain

than we have already endured.

So let us make an agreement.

Let us choose a time

when we both know

the conversation will take place.

When neither of us is caught off guard,

and neither of us has to guess.

I am reaching out my hand.

This is my attempt at peace.

Now I hope

you will meet me halfway.

Because I want to find a solution,

but I do not want to lose myself

in the process of finding one.

Aldrig helt god nok

Dansk — Aldrig helt god nok

Lige meget hvad jeg gør,

hvor langt jeg går,

hvor mange gange jeg rejser mig,

og hvor meget jeg kæmper for at nå hertil,

er der stadig en stemme indeni,

der fortæller mig,

at det aldrig helt er nok.

Jeg kan nå de mål,

jeg engang kun turde drømme om.

Jeg kan overvinde det,

der engang fik mig til at tvivle på mig selv.

Jeg kan stå tilbage efter storme,

som ingen andre ved,

hvor meget det kostede mig at overleve.

Jeg kan skabe noget ud af ingenting,

finde styrke, når jeg næsten ingen har,

og samle de stykker af mig selv,

som livet igen og igen har revet fra hinanden.

Men alligevel …

kan jeg næsten høre skuffelsen,

før nogen overhovedet åbner munden.

Den ligger gemt mellem ordene,

i blikkene, i stilheden,

i alt det, jeg forestiller mig,

at min familie ville sige,

hvis de så mig nu.

For jeg kender følelsen alt for godt:

At gøre noget, jeg selv burde være stolt af,

og alligevel tænke på,

hvorfor det ikke ville være nok for dem.

Hvorfor glæden bliver mindre,

når jeg forestiller mig deres reaktion.

Hvorfor en sejr føles som et nederlag,

før jeg overhovedet har fået lov

til at fejre den.

Og det gør ondt,

for det er ikke kun dem, der stadig er her,

jeg tænker på.

Det er også dem, jeg har mistet.

Dem, jeg ikke længere kan ringe til,

dem, hvis stemmer kun lever videre

i minderne og i mit eget hoved.

Jeg ved ikke, hvad de ville have sagt,

hvis de kunne se mig i dag.

Men nogle gange føles det,

som om jeg allerede kender svaret.

Jeg forestiller mig deres skuffelse,

deres spørgsmål,

alt det, jeg ikke har gjort,

alt det, jeg burde have gjort bedre.

Og måske er det dét, der gør mest ondt:

At jeg savner mennesker,

som jeg ikke længere kan spørge,

om de ville være stolte af mig.

At jeg bærer rundt på samtaler,

der aldrig har fundet sted,

og forsøger at leve op til forventninger,

som måske aldrig engang blev sagt højt.

For selv når jeg opnår noget,

er det, som om jeg straks leder efter det næste.

Som om jeg ikke må hvile,

før jeg har bevist lidt mere.

Som om mit værd afhænger af,

hvor meget jeg kan nå,

hvor stærk jeg kan være,

og hvor lidt jeg må fejle.

Men hvornår bliver det nok?

Hvor mange kampe skal jeg vinde,

før jeg må være stolt af mig selv?

Hvor mange gange skal jeg bevise,

at jeg kan stå på egne ben,

før jeg holder op med at føle,

at jeg stadig skal godkendes?

Jeg ville ønske,

at jeg kunne fortælle dem om mine sejre

uden allerede at forberede mig på kritikken.

At jeg kunne dele min glæde

uden at forestille mig skuffelsen.

At jeg kunne se på alt det, jeg har opnået,

og bare tænke:

Jeg gjorde det. Jeg kom hertil.

Jeg ville ønske,

at nogen så mennesket bag resultaterne.

Ikke kun det, jeg mangler,

men alt det, jeg har klaret.

Ikke kun mine fejl,

men alt det, jeg har lært.

Ikke kun det, jeg endnu ikke er blevet,

men den person, jeg allerede er.

For jeg er mere end mine præstationer.

Mere end mine fejltrin.

Mere end de forventninger,

jeg aldrig synes, jeg kan leve op til.

Jeg er også alle de morgener,

hvor jeg stod op, selvom jeg var knust.

Alle de gange, jeg fortsatte,

selvom jeg ikke vidste hvordan.

Alle de øjeblikke,

hvor jeg valgte at prøve igen,

selvom livet havde givet mig

mere end nok grunde til at lade være.

Og det må også tælle.

Det må tælle,

at jeg stadig er her.

At jeg stadig forsøger.

At jeg har skabt noget,

selvom jeg ikke altid havde nogen

til at vise mig vejen.

Det må tælle,

at jeg er blevet til et menneske

gennem både glæde og sorg,

gennem tab og skuffelser,

gennem alt det, jeg aldrig selv valgte,

men alligevel måtte lære at leve med.

Måske vil nogle aldrig forstå,

hvor meget jeg har kæmpet.

Måske vil jeg aldrig få de ord,

jeg så længe har håbet på at høre.

Måske vil jeg altid kunne forestille mig,

hvad de ville have sagt,

og mærke den gamle frygt for

endnu en gang ikke at være god nok.

Men jeg vil ikke længere lade

en forestillet skuffelse

stjæle glæden fra det, jeg har opnået.

Jeg vil ikke gøre mine sejre mindre,

bare fordi jeg frygter,

at andre ville have forventet mere.

Og jeg vil ikke længere vente på,

at nogen giver mig tilladelse

til at være stolt af mit eget liv.

For måske er det ikke mig,

der hele tiden skal gøre mere.

Måske har jeg længe gjort nok,

men været så vant til at lede efter

det, der mangler,

at jeg har glemt at se alt det,

der faktisk er lykkedes.

Så til dem, der stadig er her,

og til dem, jeg kun kan bære med mig

i hjertet og i minderne:

Jeg ville ønske, I kunne se mig

uden at lede efter det, jeg burde have gjort anderledes.

Jeg ville ønske, I kunne se,

hvor langt jeg faktisk er kommet.

Jeg er ikke perfekt.

Jeg har ikke gjort alting rigtigt.

Jeg har stadig drømme, jeg ikke har nået,

og sider af mig selv, jeg stadig prøver at forstå.

Men jeg har også opnået ting.

Jeg har overlevet dage, I aldrig har set.

Jeg har kæmpet kampe, I måske aldrig kendte til.

Og jeg har bygget et liv

med de kræfter, jeg havde.

Jeg ville ønske, I var stolte af mig.

Ikke kun af det, jeg gør,

men af den, jeg er blevet.

Ikke kun af de mål, jeg når,

men af alt det, jeg måtte overvinde

for overhovedet at nå dem.

Og hvis de ord aldrig kommer,

hvis jeg aldrig får den anerkendelse,

jeg stadig et sted i mig længes efter,

så må jeg langsomt lære

at give mig selv det, jeg har ventet på.

For jeg fortjener at mærke glæden

ved det, jeg har opnået.

Jeg fortjener at se på mit liv

uden kun at få øje på det,

andre måske ville kalde utilstrækkeligt.

Og måske er det den sværeste sejr af alle:

At stå midt i alt det, jeg har skabt,

med alle mine ar og al min tvivl,

og endelig kunne sige til mig selv:

**Jeg ved, at I måske ville have ønsket mere.

Jeg ved, at jeg måske aldrig bliver

den, I havde forestillet jer.**

**Men jeg er stolt af, at jeg blev den,

jeg er i dag.**

**Og denne gang vil jeg ikke lade

jeres mulige skuffelse

overbevise mig om,

at mit liv ikke er godt nok.**

English — Never Quite Good Enough

No matter what I do,

how far I go,

how many times I rise again,

or how hard I fight to get this far,

there is still a voice inside me

telling me

that somehow, it is never enough.

I can reach the goals

I once only dared to dream about.

I can overcome the things

that once made me doubt myself.

I can stand here after storms

no one else knows

how much it cost me to survive.

I can build something out of nothing,

find strength when I have almost none,

and gather the pieces of myself

that life has torn apart

time and time again.

And yet …

I can almost hear the disappointment

before anyone even opens their mouth.

It hides between the words,

in the looks, in the silence,

in everything I imagine

my family would say

if they could see me now.

Because I know this feeling all too well:

Achieving something I should be proud of,

only to wonder

why it would never be enough for them.

Why my happiness begins to fade

when I imagine their reaction.

Why a victory starts to feel like defeat

before I've even had the chance

to celebrate what I've done.

And it hurts,

because it isn't only those still here

that I think about.

It's also those I've lost.

The ones I can no longer call,

the ones whose voices live on

only in my memories

and in the conversations inside my head.

I don't know what they would say

if they could see me today.

But sometimes it feels

as though I already know the answer.

I imagine their disappointment,

their questions,

everything I haven't done,

everything I should have done better.

And perhaps that's what hurts the most:

Missing people

I can no longer ask

whether they would be proud of me.

Carrying conversations

that have never taken place,

trying to live up to expectations

that may never even have been spoken aloud.

Because even when I achieve something,

I immediately start searching for the next thing.

As though I'm not allowed to rest

until I've proved a little more.

As though my worth depends on

how much I accomplish,

how strong I can be,

and how little I am allowed to fail.

But when will it be enough?

How many battles must I win

before I am allowed to feel proud?

How many times must I prove

that I can stand on my own

before I stop feeling

like I still need someone's approval?

I wish I could tell them about my victories

without preparing myself for criticism.

I wish I could share my happiness

without imagining their disappointment.

I wish I could look at everything I've achieved

and simply think:

I did it. I made it here.

I wish someone could see the person

behind all the accomplishments.

Not just what I lack,

but everything I've overcome.

Not just my mistakes,

but everything I've learned.

Not just the person I haven't yet become,

but the person I already am.

Because I am more than my achievements.

More than my mistakes.

More than the expectations

I never seem to live up to.

I am also every morning

I got out of bed when I was broken.

Every time I kept going

when I had no idea how.

Every moment I chose to try again,

even when life had given me

more than enough reasons not to.

And that has to count for something.

It has to count

that I'm still here.

That I'm still trying.

That I've built something,

even when I didn't always have someone

to show me the way.

It has to count

that I've become a person

through both joy and sorrow,

through loss and disappointment,

through everything I never chose

but somehow had to learn to live with.

Maybe some people will never understand

how hard I've fought.

Maybe I'll never hear the words

I've spent so long hoping for.

Maybe I'll always be able to imagine

what they would have said

and feel that familiar fear

of never being good enough again.

But I will no longer let

an imagined disappointment

steal the happiness from what I've achieved.

I will not make my victories smaller

just because I'm afraid

others would have expected more.

And I will no longer wait

for someone to give me permission

to be proud of my own life.

Because perhaps I'm not the one

who needs to keep doing more.

Perhaps I've been doing enough for a long time,

but I've grown so used to searching

for what is missing

that I've forgotten to see

everything that has gone right.

So, to those who are still here,

and to those I can only carry

in my heart and in my memories:

I wish you could see me

without searching for what I should have done differently.

I wish you could see

how far I've actually come.

I'm not perfect.

I haven't done everything right.

I still have dreams I haven't reached

and parts of myself I'm still trying to understand.

But I've achieved things, too.

I've survived days you never saw.

I've fought battles you may never have known about.

And I've built a life

with the strength I had.

I wish you were proud of me.

Not just of what I do,

but of the person I've become.

Not just of the goals I reach,

but of everything I had to overcome

just to reach them.

And if those words never come,

if I never receive the recognition

that some part of me still longs for,

then I must slowly learn

to give myself what I've been waiting for.

Because I deserve to feel the joy

of everything I've accomplished.

I deserve to look at my life

without seeing only the things

others might consider insufficient.

And perhaps that is the hardest victory of all:

Standing in the middle of everything I've built,

with all my scars and all my doubts,

and finally being able to say to myself:

**I know you might have wanted more.

I know I may never become

the person you imagined I would be.**

**But I am proud of the person

I have become today.**

**And this time, I will not let

your possible disappointment

convince me

that my life is not good enough.**

Nogle gange er det at give slip også kærlighed til sig selv

Dansk — Nogle gange er det at give slip også kærlighed til sig selv

Det sværeste er ikke altid at miste,

nogle gange er det at vælge at gå.

At lukke en dør, man aldrig troede,

man selv ville få styrken til at lukke,

og acceptere, at ikke alle bånd

er skabt til at holde for evigt.

For det er jo familie.

Dem, man burde kunne komme hjem til,

dem, der burde være ens trygge sted,

dem, man håber vil forstå én,

selv når resten af verden vender ryggen til.

Men hvad gør man,

når det, der skulle føles som kærlighed,

i stedet bliver noget, der gør ondt?

Når man igen og igen prøver at bygge broer,

mens man selv står tilbage

med hænder fulde af ruiner?

Hvordan giver man slip på mennesker,

der stadig trækker vejret,

stadig findes et sted i verden,

men som man alligevel må lære at leve uden?

For de er her endnu,

men det betyder ikke,

at de længere har en plads i mit liv.

Blod kan forbinde os,

men blod kan ikke alene skabe tryghed.

Et efternavn kan gøre os til familie,

men det gør os ikke automatisk til hinandens hjem.

Og tro mig,

det gør ondt at sige farvel

til noget, man aldrig ønskede at miste.

Det gør ondt at begrave håbet,

at slippe drømmen om,

at det måske en dag bliver anderledes.

Der er sorg i de grænser, jeg sætter.

Der er tårer i den afstand, jeg vælger.

Der er en stille smerte i at indse,

at jeg måske aldrig får den familie,

jeg så længe har håbet på.

Men der er også en sandhed,

jeg ikke længere kan løbe fra:

Jeg kan ikke blive ved med at miste mig selv

for at holde fast i mennesker,

der gennem alt for mange år

har gjort mit liv tungere at bære.

Jeg har prøvet.

Jeg har håbet.

Jeg har tilgivet, måske flere gange,

end nogen nogensinde vil forstå.

Jeg har givet chancer,

selv når en del af mig allerede vidste,

at endnu en chance måske ville koste mig

endnu et stykke af mig selv.

Men nu er nok nok.

Ikke fordi jeg er kold.

Ikke fordi mit hjerte er tomt,

eller fordi jeg ikke længere føler noget.

Tværtimod.

Måske gør det netop så ondt,

fordi jeg har følt så meget,

fordi jeg har ønsket så inderligt,

at det kunne være anderledes.

Jeg giver ikke slip, fordi det er let.

Jeg giver slip, fordi det er nødvendigt.

Fordi jeg også er et menneske,

der fortjener fred.

Fordi mine følelser tæller,

fordi mine grænser betyder noget,

og fordi mit liv ikke skal være

en endeløs kamp for at høre til.

Så jeg står fast,

selv når savnet prøver at få mig til at vende om.

Jeg står fast, selv når skyldfølelsen hvisker,

at familie er noget, man aldrig må give op på.

Jeg står fast, selv når hjertet spørger,

om jeg nu virkelig har gjort det rigtige.

For jeg må gerne vælge mig selv.

Jeg må gerne lukke døren,

selv når dem på den anden side stadig lever.

Jeg må gerne sørge over mennesker,

jeg stadig kunne ringe til,

men som jeg ikke længere kan have tæt på.

Og hvis nogen spørger mig,

om jeg stadig har familie,

må jeg måske lære at sige:

De findes stadig,

men jeg har ikke længere en familie,

jeg kan føle mig hjemme i.

Det er en sætning, der gør ondt.

En sandhed, jeg aldrig ønskede.

Men jeg behøver ikke fornægte min smerte

for at beskytte andres billede af os.

For det at give slip

betyder ikke, at årene var ligegyldige.

Det betyder ikke, at kærligheden aldrig fandtes.

Det betyder blot,

at det dårlige har varet for længe,

at jeg har båret for meget,

og at jeg ikke længere vil betale

med min egen fred for at bevare et bånd.

Nu skal jeg også tage hensyn til mig.

Til den del af mig, der er træt.

Til den del, der stadig håber,

men som ikke længere kan holde til at vente.

Til den del, der fortjener at leve

uden konstant at skulle hele

efter dem, der burde have passet på mig.

Så ja, det er svært at lukke af.

Det er svært at slippe det velkendte,

selv når det velkendte gør ondt.

Det er svært at acceptere,

at nogle mennesker måske aldrig bliver

dem, man havde brug for, at de var.

Men jeg vil hellere lære at leve

med sorgen over den familie, jeg har mistet,

end fortsætte med at miste mig selv

i forsøget på at beholde den.

**For nogle gange er det ikke kærligheden,

der mangler styrke nok til at blive.**

**Nogle gange er det kærligheden til sig selv,

der endelig bliver stærk nok til at gå.**

Og denne gang går jeg ikke

for at blive hentet tilbage.

Jeg går ikke for at få nogen til at forstå.

Jeg går, fordi jeg har forstået,

at jeg også fortjener noget andet.

Jeg går med sorg.

Jeg går med ar.

Jeg går med spørgsmål, der måske aldrig får svar.

Men jeg går også med en beslutning,

der endelig er min egen:

**Jeg vælger min fred.

Jeg vælger mit liv.

Jeg vælger mig selv.**

Og selvom det føles som at miste en familie,

måske er det i virkeligheden

begyndelsen på at finde hjem

til mig selv.

English — Sometimes Letting Go Is Also an Act of Self-Love

The hardest thing isn't always losing;

sometimes, it's choosing to walk away.

Closing a door you never imagined

you would be strong enough to close,

and accepting that not every bond

was meant to last forever.

Because they're family.

The people you're supposed to come home to,

the ones who should make you feel safe,

the ones you hope will understand you

when the rest of the world turns away.

But what do you do

when what was supposed to feel like love

becomes something that hurts?

When you keep trying to build bridges,

only to find yourself standing alone

among the pieces of everything you've broken yourself to save?

How do you let go of people

who are still breathing,

who still exist somewhere in this world,

but whom you must learn to live without?

Because they're still here,

but that doesn't mean

they still have a place in my life.

Blood may connect us,

but blood alone cannot create safety.

A shared name may make us family,

but it doesn't automatically make us home.

And believe me,

it hurts to say goodbye

to something you never wanted to lose.

It hurts to bury the hope,

to release the dream

that maybe, one day, things might change.

There is grief in the boundaries I set.

There are tears in the distance I choose.

There is a quiet ache in realizing

that I may never have the family

I've spent so long wishing for.

But there is also a truth

I can no longer run away from:

I cannot keep losing myself

just to hold on to people

who, for far too many years,

have made my life harder to carry.

I've tried.

I've hoped.

I've forgiven, perhaps more times

than anyone will ever understand.

I've given second chances,

even when a part of me already knew

that one more chance might cost me

another piece of who I am.

But now, enough is enough.

Not because I'm cold.

Not because my heart is empty,

or because I've stopped feeling.

Quite the opposite.

Maybe it hurts this much

because I've felt so deeply,

because I've wished so desperately

that things could have been different.

I'm not letting go because it's easy.

I'm letting go because it's necessary.

Because I am a human being, too,

and I deserve peace.

Because my feelings matter,

because my boundaries have meaning,

and because my life was never meant to be

an endless struggle to belong.

So I stand my ground,

even when longing begs me to turn around.

I stand my ground when guilt whispers

that family is something you should never give up on.

I stand my ground when my heart asks

if I've really done the right thing.

Because I'm allowed to choose myself.

I'm allowed to close the door,

even when the people on the other side are still alive.

I'm allowed to grieve for people

I could still call,

but can no longer keep close to me.

And if someone asks me

whether I still have a family,

perhaps I must learn to say:

They are still out there,

but I no longer have a family

where I feel that I belong.

It's a sentence that hurts.

A truth I never wanted.

But I don't have to deny my pain

to protect the picture others have of us.

Because letting go

doesn't mean those years meant nothing.

It doesn't mean love never existed.

It simply means the pain has lasted too long,

that I've carried far too much,

and that I will no longer sacrifice

my own peace just to preserve a bond.

Now it's time to consider myself, too.

The part of me that is tired.

The part that still hopes,

but can no longer bear the waiting.

The part that deserves to live

without constantly having to heal

from the people who should have cared for me.

So yes, it's hard to shut people out.

It's hard to release what feels familiar,

even when the familiar brings you pain.

It's hard to accept

that some people may never become

the people you needed them to be.

But I'd rather learn to live

with the grief of the family I've lost

than continue losing myself

in the desperate attempt to keep it.

**Because sometimes, it's not love

that lacks the strength to stay.**

**Sometimes, it's self-love

that finally grows strong enough to leave.**

And this time, I'm not leaving

just to be called back.

I'm not leaving to make someone understand.

I'm leaving because I've finally understood

that I deserve something different, too.

I leave with grief.

I leave with scars.

I leave with questions that may never be answered.

But I also leave with a decision

that finally belongs to me:

**I choose my peace.

I choose my life.

I choose myself.**

And even though it feels like losing a family,

perhaps it is, in truth,

the beginning of finding my way home

to myself.

Jeg kender min værdi

Jeg kender min værdi

Som du har vist mig endnu en dag,

er det måske bedst, at vi holder afstand lidt tilbage.

Ingen krammere, ingen nærhed,

for lige nu gør afstand mindre ondt end din kulde og hårdhed.

Jo mindre vi taler, jo mindre vi deler,

måske er det sådan, vi bedst vores veje adskiller.

For hver gang du snerrer og lader vreden gå ud over mig,

mister jeg lidt af den tryghed, jeg engang følte hos dig.

Den dag, du er klar til en relation,

hvor respekt og omsorg er fundamentet for vores kommunikation,

hvor du kan møde mig uden vrede og bebrejdelse,

så ved du, hvor du finder mig — men ikke på bekostning af min selvfølelse.

For jeg fortjener ikke at blive mødt med hårde ord,

eller at få skylden for den smerte, du selv sætter spor.

Jeg skal ikke bære ansvaret for din vrede,

eller stå tilbage med tårer, mens du går videre.

Jeg er mere værd, end du lader mig føle,

og jeg vil ikke længere lade dine ord mit selvværd køle.

Jeg vil ikke gøres mindre, end jeg er,

for jeg kender mit hjerte, og jeg ved, hvad jeg er værd.

Så indtil du kan møde mig med respekt,

vælger jeg afstand — ikke for at straffe, men for at beskytte mig selv.

For jeg kan godt holde af dig og stadig sige fra,

og jeg kan ønske dig det godt uden at lade dig såre mig hver dag.

Når du er klar til at møde mig på en ordentlig måde,

med respekt i dine handlinger og varme i dine ord,

så må du sige til.

Men indtil da vælger jeg mig selv,

for jeg fortjener fred, jeg fortjener respekt,

og jeg fortjener aldrig at blive gjort mindre,

blot fordi du ikke kan behandle mig,

som det menneske, jeg er.

 I Know My Worth

As you have shown me once again today,

perhaps it's best we keep our distance and stay away.

No more hugs, no more closeness for now,

because distance hurts less than the way you treat me somehow.

The less we speak, the less we share,

perhaps we'll find more peace with space between us there.

For every time you snap at me and let your anger show,

I lose a little more of the trust I used to know.

When you're ready for a relationship built on respect,

where kindness and care are what I can expect,

where you can speak to me without anger or blame,

you can reach out to me — but things cannot stay the same.

I do not deserve your harsh words or your frustration,

nor to carry the blame for every confrontation.

I will not take responsibility for the anger you display,

or be left with all the hurt while you simply walk away.

I am worth far more than you make me feel,

and I will no longer let your words decide what is real.

You will not make me smaller than I am,

for I know my heart, and I know who I am.

So until you can treat me with dignity and care,

I'll choose some distance and protect myself from there.

Not to punish you, not to make you feel pain,

but to stop letting our encounters leave me hurting again.

Because I can care for you and still say no.

I can wish you well and still choose to go.

I can hold love in my heart and still draw a line,

because protecting my peace is a right that is mine.

When you're ready to meet me with respect,

with kindness in your actions and care in your words,

then you can let me know.

But until that day, I'll choose myself,

for I deserve peace, I deserve respect.

And I will never again allow myself to be made less

just because you cannot treat me

with the kindness and dignity I deserve.

At være voksen – mere end de tror

At være voksen – mere end de tror

Et digt på dansk

De siger, jeg skal være voksen,

som om jeg ikke allerede prøver.

Som om jeg ikke hver eneste dag

står med mere, end nogen ser,

og stadig finder styrken til at gå videre.

De siger, at vi kan gøre det sammen,

at jeg ikke behøver stå alene.

Men hvordan skal jeg række hånden frem,

når de allerede har tegnet et billede af mig

uden nogensinde at se mig rigtigt i øjnene?

De hører historier fortalt af andre,

låner andres ord og kalder dem sandhed.

De dømmer mig ud fra stemmer,

der aldrig har båret mine tanker,

aldrig har mærket mine kampe

eller set de tårer, jeg har gemt væk.

For hvis de virkelig kendte mig,

ville de vide, at jeg allerede har lært

at tage ansvar, selv når det gør ondt.

At tænke mig om, selv når følelserne larmer.

At rejse mig igen, selv når ingen spørger,

om jeg overhovedet havde kræfterne til det.

Jeg behøver ikke råbe højt,

at jeg er mere voksen, end de tror.

Jeg behøver ikke bevise mit værd

for mennesker, der har valgt at tro

på andres version af mig

frem for den person, jeg faktisk er.

For modenhed er ikke altid det,

man kan se på afstand.

Den findes i de valg, man tager i stilhed,

i de kampe, man kæmper alene,

i evnen til at forstå andre,

selv når de ikke prøver at forstå én.

Og ja, jeg er stadig et menneske,

der laver fejl og har brug for en hånd.

Jeg har stadig ting, jeg skal lære,

og dage, hvor alting føles tungt.

Men det betyder ikke, at jeg er umoden.

Det betyder blot, at jeg stadig vokser.

Så sig ikke til mig, at jeg skal være voksen,

som om jeg ikke allerede er på vej.

Lær mig at kende, før du fortæller mig,

hvem du tror, jeg er.

For hvis du virkelig så mig,

hvis du lyttede uden andres stemmer imellem,

ville du måske opdage det,

du aldrig havde forestillet dig:

**At jeg har været mere voksen,

end du nogensinde gav mig lov til at være.**

Og måske kunne vi så gøre det sammen.

Ikke fordi jeg mangler at blive voksen,

men fordi selv den stærkeste sjæl

fortjener nogen, der går ved siden af

uden først at kræve, at den beviser sin styrke.

Being an Adult – More Than They Know

A poem in English

They tell me I need to grow up,

as if I haven't already tried.

As if I don't wake up every day

carrying more than meets the eye,

still finding the strength to move ahead.

They say we can do this together,

that I don't have to stand alone.

But how am I supposed to reach my hand

when they've already painted a picture of me

without ever truly looking me in the eyes?

They hear the stories others tell,

borrow their words and call them truth.

They judge me through the voices of people

who have never carried my thoughts,

never felt the battles I fight,

or seen the tears I've hidden from the world.

Because if they really knew me,

they would know I've already learned

to take responsibility, even when it hurts.

To think things through when emotions run wild.

To stand back up when I fall,

even when nobody asks

if I had the strength left to rise.

I don't need to shout

that I'm more grown than they believe.

I don't need to prove my worth

to people who've already chosen

to believe someone else's version of me

instead of the person I truly am.

Because maturity isn't always something

you can recognize from a distance.

Sometimes it lives in the choices made in silence,

in the battles fought alone,

in the ability to understand others

even when they refuse to understand you.

And yes, I'm still human.

I make mistakes, and I need a hand.

There are still things I have to learn,

and days when everything feels heavy.

But that doesn't mean I'm immature.

It simply means I'm still growing.

So don't tell me I need to grow up

as if I haven't been trying all along.

Get to know me before you tell me

who you think I am.

Because if you truly saw me,

if you listened beyond the voices of others,

you might discover something

you never thought could be true:

**That I've been more grown-up

than you ever allowed me to be.**

And maybe then we could do this together.

Not because I still need to become an adult,

but because even the strongest soul

deserves someone walking beside them

without first demanding they prove their strength.

Mellem skrøbelighed og håb

Mellem skrøbelighed og håb

Et digt om at være ved at give op, men alligevel finde styrken til at fortsætte.

🇩🇰 Når hjertet stadig håber

Jeg føler mig skrøbelig, som glas i nattens vind,

med tusind små følelser gemt dybt i mit sind.

Jeg smiler, når jeg kan, men indeni gør det ondt,

for nogle dage føles livet både tungt og tomt.

Jeg er træt af at kæmpe, træt af at være stærk,

træt af at skjule smerten bag et smil, der føles mærkt.

Der er dage, hvor jeg tænker, at nu kan jeg ikke mer',

hvor jeg længes efter ro og ikke ved, hvad jeg ser.

Men et sted dybt i mørket findes stadig et lille lys,

en stille glæde, der hvisker, når håbet føles tyst.

En gnist af gåpåmod, en styrke, jeg knap forstår,

der minder mig om, at selv den hårdeste vinter forgår.

For selv når mine ben ryster, og mit hjerte føles småt,

er der noget inde i mig, som stadig tror på godt.

Noget, der nægter at slippe, selv når vejen synes lang,

noget, der hvisker til mit hjerte en forsigtig håbets sang.

Jeg behøver ikke altid at være stærk og stå rank,

jeg må gerne græde stille, jeg må gerne føle mig blank.

For styrke er ej fraværet af tårer og af savn,

men at finde mod til livet, selv når stormen kalder mit navn.

Og måske venter der glæde bag en ukendt horisont,

måske vil livet overraske mig med noget varmt og godt.

Måske vil solen skinne på de steder, der gør ondt,

og gøre det, der føltes tungt, en lille smule mindre tomt.

Så jeg tager endnu et skridt, selv når jeg går så langsomt frem,

med et skrøbeligt hjerte, men med håbet som mit hjem.

For selvom jeg er trist, og selvom livet gør mig træt,

tror jeg stadig på, at noget smukt venter mig et sted.

Jeg er både storm og stilhed, både tårer og et smil,

både den, der næsten giver op, og den, der går en mil.

Jeg er skrøbelig, ja, men jeg er mere end min smerte,

for der findes stadig håb og kærlighed i mit hjerte.

Og selv på de dage, hvor jeg ikke kan se, hvad der venter,

vil jeg tro på, at livet stadig gemmer på øjeblikke,

der får mig til at smile igen.

Engelsk 

Between Fragility and Hope

A poem about feeling close to giving up, yet still finding the strength to carry on.

I feel so fragile, like glass in the midnight air,

with a thousand silent feelings hidden deep in there.

I smile when I can, though inside I ache,

for some days life feels heavier than my heart can take.

I'm tired of fighting, tired of being strong,

tired of pretending that nothing feels wrong.

There are days when I whisper, I can't do this anymore,

when all I want is peace, and I don't know what I'm fighting for.

But somewhere in the darkness, a little light remains,

a quiet spark of happiness that softly breaks through pain.

A flicker of determination, a strength I can't explain,

reminding me that even winter cannot forever reign.

For even when my legs shake and my heart feels small,

there's something deep inside me that refuses to let me fall.

Something that keeps on holding on when the road seems far,

something whispering of hope, like a song beneath the stars.

I don't always have to be brave, to stand tall and strong,

I'm allowed to cry in silence when the days feel far too long.

For strength is not the absence of tears or fear or pain,

but finding the courage to keep walking through the rain.

And maybe joy is waiting just beyond the horizon,

maybe life will surprise me with a reason to keep trying.

Maybe sunlight will find the places where it hurts,

and turn the weight I'm carrying into something less burdensome.

So I will take another step, however slow it may be,

with a fragile heart, but hope still living inside me.

For even when I'm sad, even when I'm tired and blue,

I believe there are still beautiful things waiting to come through.

I am both the storm and silence, both the tears and the smile,

both the soul that feels defeated and the one who walks another mile.

I am fragile, yes, but I am more than all my pain,

for hope and love still live inside me, like flowers after rain.

And even on the days when I cannot see what lies ahead,

I will believe that life still holds

beautiful moments waiting to be lived,

new reasons to smile,

and brighter days yet to come. 🤍

Født ind i den forkerte familie

Født ind i den forkerte familie

Et digt om at vokse op uden at føle sig valgt, om skyld, tavshed og længslen efter den kærlighed, man aldrig skulle have behøvet at kæmpe for.

Jeg blev født ind i en familie,

men aldrig helt ind i dens favn.

Jeg voksede op blandt mennesker,

der skulle have været mit hjem,

men alt for ofte føltes som fremmede

med velkendte ansigter

og ord, der satte sig fast i min sjæl.

Jeg var den yngste,

den, der kom til sidst,

den, der måske aldrig skulle have været her,

hvis livet havde fulgt en anden vej.

Og nogle gange blev jeg mindet om det,

som om min eksistens var en fejl,

som om jeg var et svar på noget,

der aldrig var meningen skulle ske.

Hvis den graviditet ikke var gået tabt,

var du aldrig blevet til.

Ord, der måske blev sagt uden at tænke,

men som jeg måtte leve med

længe efter, at stemmerne var forstummet.

Hvordan vokser man op med følelsen af,

at man kun er her, fordi noget andet gik galt?

Hvordan lærer man at tro på sin egen værdi,

når man får følelsen af,

at ens plads i verden

tilhører en anden?

Jeg fik at vide,

at der ikke var kærlighed nok til tre,

at hjertet kun havde plads til de to første.

Og jeg stod dér som den tredje,

med hænder, der længtes efter at blive holdt,

og et hjerte, der ikke forstod,

hvorfor det skulle nøjes med mindre.

Jeg var bare et barn.

Et barn, der ikke bad om at blive født,

men som alligevel skulle bære

vægten af at være kommet til.

Et barn, der lærte at tvivle på sin plads,

før det overhovedet forstod,

hvad kærlighed burde føles som.

Og skylden …

den fandt så ofte vej til mig.

Jeg bar på andres handlinger,

andres fejl og andres valg,

som om det var lettere

at lægge det hele på mine skuldre

end at se sandheden i øjnene.

Jeg blev gjort ansvarlig for det,

jeg aldrig havde gjort,

og måtte forsøge at forstå

det, som selv de voksne ikke ville forstå.

Jeg blev den, der skulle tage imod,

den, der skulle tie,

den, der skulle finde sig i,

at sandheden var for besværlig

for dem, der burde have lyttet.

Der var skænderier gennem væggene,

stemmer, der blev til råb,

og ord, der skar dybere

end nogen kunne se.

Jeg lærte lyden af vrede at kende,

før jeg lærte følelsen af tryghed.

Jeg lærte at aflæse stemninger,

at lytte efter faren,

at mærke frygten i et rum,

før nogen overhovedet sagde et ord.

Hjemmet burde have været det sted,

hvor jeg kunne sænke mine skuldre,

hvor jeg kunne trække vejret frit,

hvor verden udenfor ikke betød noget,

fordi jeg indenfor var i sikkerhed.

Men jeg lærte at være på vagt.

At vente på det næste skænderi.

At håbe, at stilheden ville vare ved.

At gå forsigtigt gennem dagene,

som om selv mine skridt

kunne være årsag til den næste storm.

Og bagefter skulle vi tie.

Ingen måtte tale om det, der skete.

Ingen måtte sætte ord på frygten,

på vreden, på smerten.

Det, der foregik bag hjemmets lukkede døre,

skulle blive dér.

Så jeg lærte at gemme mine ord,

at sluge mine spørgsmål,

at pakke mine følelser væk

i et hjerte, der allerede var for fuldt.

Jeg lærte, at hemmeligheder kunne fylde et hjem,

indtil der næsten ikke var plads

til et barn, der bare ønskede at blive set.

Og forventningerne …

de hang over mig som en himmel,

jeg aldrig kunne nå.

Jeg skulle være mere,

gøre mere,

forstå mere,

være bedre, end jeg havde kræfter til.

Men uanset hvor meget jeg prøvede,

følte jeg mig aldrig helt god nok.

Som om kærlighed var noget,

jeg skulle gøre mig fortjent til,

og som om jeg altid manglede

det sidste, der skulle til

for at være værd at elske.

Jeg forsøgte at være den rigtige,

at sige de rigtige ting,

at gøre mig lille, når det var nødvendigt,

og stærk, når ingen andre kunne være det.

Men hvem var jeg,

når jeg ikke længere prøvede

at leve op til alle andres forventninger?

Måske var det dér, jeg begyndte at miste mig selv.

Ikke på én enkelt dag,

men lidt efter lidt,

hver gang jeg tvivlede på mine følelser,

hver gang jeg tog skylden på mig,

hver gang jeg troede,

at det måtte være mig, der var noget galt med.

For det var måske lettere

at gøre mig til problemet

end at se på det, der gjorde ondt.

Lettere at pege på den yngste,

end at tage ansvar for de voksne.

Lettere at kræve tavshed

end at høre sandheden.

Og nu står jeg her

med et helt liv af spørgsmål.

Hvorfor blev jeg født ind i en familie,

hvor jeg så ofte ønskede,

at jeg ikke var blevet født ind i den?

Hvorfor skulle jeg længes efter kærlighed

på det sted, hvor jeg burde have fået den?

Hvorfor skulle jeg lære at overleve

i stedet for bare at få lov til at være barn?

Der er en sorg i at sørge over en familie,

man stadig er en del af.

En sorg over det, der skete,

men også over alt det, der aldrig skete.

De kram, jeg havde brug for.

De ord, jeg havde brug for at høre.

Den beskyttelse, jeg troede,

at voksne helt naturligt ville give.

Jeg sørger over den barndom,

jeg ikke kan få tilbage.

Over det barn, der troede,

at det skulle bære skylden for alting.

Over den lille udgave af mig,

der måske bare ønskede at høre:

Du er ikke en fejl.

Du er ikke for meget.

Du er ikke skyld i det, der sker.

Der er plads til dig her.

Du fortjener også at blive elsket.

For sandheden er,

at jeg aldrig skulle have skullet bevise,

at jeg fortjente at være en del af familien.

Jeg skulle aldrig have båret ansvaret

for det, andre gjorde.

Jeg skulle aldrig have lært,

at kærlighed var en begrænset ressource,

som jeg skulle konkurrere om.

Jeg var et barn.

Jeg var den yngste.

Jeg var et menneske med mit eget hjerte,

mine egne behov,

min egen ret til at høre til.

Og måske vil en del af mig altid sørge over,

at det var netop denne familie,

jeg blev født ind i.

Måske vil jeg aldrig helt forstå,

hvorfor det skulle være sådan.

Men jeg begynder langsomt at forstå noget andet:

At være født ind i den forkerte familie

betyder ikke, at jeg er det forkerte menneske.

Jeg var aldrig fejlen.

Jeg var aldrig årsagen til de voksnes vrede.

Jeg var aldrig ansvarlig for det,

der blev gjort mod mig eller omkring mig.

Jeg var bare et barn,

der fortjente kærlighed,

tryghed og en stemme,

der blev lyttet til.

Og selvom jeg ikke selv kunne vælge,

hvilket hjem jeg kom til,

kan jeg langsomt lære,

at mit liv ikke behøver at fortsætte

på de vilkår, jeg voksede op med.

Jeg kan finde min egen stemme.

Jeg kan sætte ord på det, der skete.

Jeg kan sørge over det, jeg aldrig fik,

uden at skamme mig over min sorg.

Og måske kan jeg en dag skabe det hjem,

jeg altid længtes efter.

Et sted uden frygt,

uden tavshed,

uden kærlighed, der skal fortjenes.

Et sted, hvor jeg ikke skal gøre mig mindre

for at få lov til at være der.

Et sted, hvor jeg endelig kan trække vejret

og vide, at jeg hører til.

For jeg kunne ikke vælge den familie,

jeg blev født ind i.

Men jeg fortjener at vælge et liv,

hvor jeg ikke længere skal føle mig

forkert for at eksistere.

Born Into the Wrong Family

A poem about growing up feeling unwanted, carrying the blame, and longing for the love every child deserves.

I was born into a family,

but never quite into its embrace.

I grew up among the people

who were supposed to feel like home,

yet so often felt like strangers

with familiar faces

and words that settled deep inside my soul.

I was the youngest,

the one who came last,

the one who perhaps would never have existed

if life had taken a different turn.

And sometimes I was reminded of it,

as though my existence were a mistake,

as though I were the answer to something

that was never meant to happen.

If that pregnancy hadn't been lost,

you would never have been born.

Words that may have been spoken without a thought,

but words I had to carry

long after the voices fell silent.

How do you grow up feeling

that you are only here because something else went wrong?

How do you learn to believe in your own worth

when you are made to feel

that your place in this world

belongs to someone else?

I was told

there wasn't enough love for three,

that the heart had room for only the first two.

And there I stood, the third,

with hands that longed to be held

and a heart that couldn't understand

why it had to settle for less.

I was only a child.

A child who never asked to be born,

yet somehow had to carry

the weight of having arrived.

A child who learned to question their place

before even understanding

what love was supposed to feel like.

And the blame …

it so often found its way to me.

I carried the consequences of other people's actions,

their mistakes and their choices,

as though it were easier

to place everything upon my shoulders

than to face the truth.

I was held responsible for things

I had never done,

left trying to understand

what even the adults refused to understand.

I became the one who had to take it,

the one who had to stay quiet,

the one who had to accept

that the truth was too inconvenient

for those who should have listened.

There were arguments behind the walls,

voices that turned into shouting,

and words that cut deeper

than anyone could see.

I learned the sound of anger

before I learned the feeling of safety.

I learned to read the atmosphere,

to listen for danger,

to feel the fear in a room

before anyone had even spoken a word.

Home should have been the place

where I could finally lower my shoulders,

where I could breathe without fear,

where the outside world no longer mattered

because I was safe within.

But I learned to stay alert.

To wait for the next argument.

To hope the silence would last.

To move carefully through each day,

as though even my footsteps

might cause the next storm.

And afterward, we had to be silent.

No one was allowed to speak about what happened.

No one was allowed to name the fear,

the anger, or the pain.

Whatever happened behind closed doors

had to remain there.

So I learned to hide my words,

to swallow my questions,

to tuck my feelings away

inside a heart that was already too full.

I learned how secrets could fill a home

until there was barely any room left

for a child who simply wanted to be seen.

And the expectations …

they hung above me like a sky

I could never reach.

I had to be more,

do more,

understand more,

be better than I had the strength to be.

Yet no matter how hard I tried,

I never felt quite good enough.

As though love were something

I had to earn,

as though I were always missing

that one final thing

that would make me worthy of being loved.

I tried to be the right person,

to say the right things,

to make myself smaller when necessary

and stronger when no one else could be.

But who was I

when I stopped trying

to live up to everyone else's expectations?

Perhaps that was where I began to lose myself.

Not in a single moment,

but little by little,

every time I doubted my feelings,

every time I accepted the blame,

every time I believed

that maybe I was the one who was wrong.

Because perhaps it was easier

to make me the problem

than to face what was hurting.

Easier to point at the youngest

than to hold the adults accountable.

Easier to demand silence

than to listen to the truth.

And now I stand here

with a lifetime of questions.

Why was I born into a family

where I so often wished

I had never been born into it?

Why did I have to long for love

in the very place where I should have received it?

Why did I have to learn to survive

instead of simply being allowed to be a child?

There is a particular sorrow

in grieving a family you are still a part of.

A sorrow for what happened,

but also for everything that never did.

The hugs I needed.

The words I needed to hear.

The protection I believed

adults would naturally give.

I grieve the childhood

I can never get back.

The child who believed

they had to carry the blame for everything.

The little version of me

who perhaps only wanted to hear:

You are not a mistake.

You are not too much.

You are not responsible for what happens.

There is room for you here.

You deserve to be loved, too.

Because the truth is,

I should never have had to prove

that I deserved to belong to my family.

I should never have carried responsibility

for what other people did.

I should never have learned

that love was a limited resource

I had to compete for.

I was a child.

I was the youngest.

I was a person with a heart of my own,

needs of my own,

and my own right to belong.

And perhaps a part of me will always grieve

that this was the family

I was born into.

Perhaps I will never fully understand

why it had to be this way.

But I am slowly beginning to understand something else:

Being born into the wrong family

does not mean I am the wrong person.

I was never the mistake.

I was never the cause of the adults' anger.

I was never responsible

for what was done to me or around me.

I was simply a child

who deserved love,

safety,

and a voice that was heard.

And although I could not choose

the home I was born into,

I can slowly learn

that my life does not have to continue

on the terms I grew up with.

I can find my own voice.

I can put words to what happened.

I can grieve what I never received

without feeling ashamed of my sorrow.

And perhaps one day

I can create the home

I always longed for.

A place without fear,

without silence,

without love that must be earned.

A place where I don't have to make myself smaller

just to be allowed to stay.

A place where I can finally breathe

and know that I belong.

Because I could not choose the family

I was born into.

But I deserve to choose a life

where I no longer have to feel

that my very existence is wrong.

🤍 Du fortjente kærlighed dengang, og du fortjener den stadig. Du var et barn, og det var aldrig dit ansvar at bære de voksnes handlinger, vrede eller valg.