Voldtægten - Manddomprøven

Her sidder jeg lidt beruset i bussen på vej hjem, klokken er mange, tænk en gang at jeg kunne blive i byen og feste så langt ud på natten, jeg er også blevet træt, kan jeg mærke, når jeg nu sidder her i bussen, jeg læner hoved på ruden, lukker øjne i et øjeblik og tænker på noget af det hyggelige fra turen i byen med veninderne, der blev ikke drukket så meget alkohol, vi var afsted på grund af hyggen, dansen og musikken, vi skulle ikke afsted for at drikke os fulde.

Jeg må have været faldt i søvn, for pludselig vågnet jeg brat op, kigget forvirret rundt, for at placere hvor jeg var henne og hvor jeg kom frem, jeg vidste, at jeg var på vej hjem, jeg fandt hurtigt ud af at jeg var i den rigtige bus, for vi kom til byen hvor jeg skal af bussen, jeg samlede hurtigt mine ting sammen og fik trykket stop.

Jeg skal af bussen nu, den standser ved grusvejen der starter midt i byen, jeg stod af og gik lidt ind af grusvejen, der kom støvregn ned, det er skønt at gå i dette vejr, det frisker mig næsten helt op.

Jeg standset op under lygtepælen, der holder en bil midt på vejen, jeg kan se at der sidder to der inde, jeg kan mærke at de holde øje med mig, lyset fra lygtepalen rammer ikke deres ansigter, så det er mørkt, så jeg kan ikke se hvordan de ser ud.

Efter lidt tid begynde jeg at gå, bilen blev startet og drønet afsted ind af grusvejen, men jeg gik bare videre, de havde jo nok ventet på en der ikke var med bussen, og lige så stille forsvandt byen og lyset bagved mig.

Jeg har gået et par kilometer igennem skoven hjem, jeg gik i rask trav, jeg er bange for om der er nogen et sted der ude, jeg siger til mig selv, at lydene bare er træerne og dyrene, pludselig hørte jeg nogen som hvisker, jeg stivnede et øjeblik og så satte jeg i løb, for at komme hurtigt hjem.

”Fang hende så, fang hende!”, lyden blev råbt på en hviskende måde, men jeg gør mit for at løbe fra personen bagved mig, men jeg kan høre at afstanden blive kortere og kortere, og så skete det med et hårdt greb i min arm, og det er svær at løbe videre.

Jeg prøver at gøre modstad, men jeg blev klynget ned på det våde græs, som om jeg er en sæk kartofler, jeg når ikke at skrige, for i samme øjeblik fik jeg bundet min mund til med et stykke stof, den ene hvisket mig i øret ”Gør ikke modstand eller det bliver værst for dig selv”.

Men jeg prøvet alligevel at gøre modstand, hvor den ene begyndte at sparke mig i siden, efter fem spark blev der sagt med usikkerhed i stemmen ”Stop, far, stop, det er nok nu!”, sparkene ophøret, der rende tåre ned af kinderne på mig, det gjorder så ondt i min side.

”Så kan du lære at høre efter, Luder, Niels, så er det din tur, nu skal du vise at du er en mand, en rigtig mand!”

Niels tog lige så stille tøjet af mig, men det gik åbenbart ikke hurtigt nok, for så blev der sagt ”Hurtigere, kalder du det der en voldtægt, du burde jo være godt i gang nu, så kom du i gang eller er bare en vatpik, kom så i gang”.

Niels satte tempoet op, jeg kan mærke at han røster på hænderne, han må være nervøs, for han har vanter på, så det kan ikke på grund af kolde hænder.

Han rode med hans egnet tøj, jeg lå bare her, jeg tog mig selv i at være stivnet, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Niels lagde sig på mig, jeg tårende strømmer ned af kinderne, mine ben blev spredt, men der sker ikke noget, Niels blev ved med at ligge stille, han snøftet lidt, så kom der forsigtigt fra ham ”Jeg kan ikke, far, jeg kan ikke!”.

Jeg åndet lette op, de vil slippe mig fri, de lader mig gå, tænk at det kan lade sig gøre, jeg troet ikke mine egne øre, kan det virkelig passe, at jeg blev reddet.

”Du er bare en vatpik, men så tager vi hende med os, du bliver på hende, så kommer jeg om et øjeblik!”, det kan ikke passe, jeg bliver ikke sluppet fri, hvad vil de nu med mig, hvad skal jeg nu.

Faren gik lidt væk, Niels har vendt mig om på maven og sat sig oven på mig, han holdet mine arme på min ryg, jeg kunne mærke, at han er stærk, for jeg kunne ikke vig mig fri fra ham, mange tanker for igennem mit hoved.

Pludselig kom der en bil trillede lige så stille, jeg drejet hoved, så jeg kunne se bilen, den havde ikke noget lys tændt, bilen må være en mørk farve, for den faldt meget i et med omgivelserne, den holder på en sidevej hvor månens stråler ikke kan ramme den.

Faren kommer hen med et reb, `Her er rebet, Niels!`, Niels fjernet sig fra min ryg, de binder mine arme på ryggen, snoren er åbenbart lang, for jeg kan mærke, at det er samme snor som også bliver brugt til at blive bundet omkring mine ben, jeg kan ikke strække mine ben på grund af snoren.

”Niels kan du lige tage hende hen til bilen, så går jeg hen og åbner”.

Niels løftet mig op med et fast greb i begge arme, han løftet mig hentil bilen satte mig ved siden af den på knæende, da de havde fået åbne bagdørene rode de med noget, det forgik i stilhed, jeg tror, at det er fordi at faren var meget skuffet over Niels, måske fordi de ikke vil have at nogen skulle høre dem, hvis der det blev til et skænderi.

Niels kom hen og tog mig i armene igen og løftet mig op til Faren, der nu er inde i bagenden af bilen, der er lidt lys, så jeg kan se at det er en varevogn, jeg blev båret ind og lagt inde i forenden af rummet, de begyndte at dække mig til med nogle tæpper og dyner.

Jeg fik et par spark ind i siden, lidt efter bliver dørene lukket og lidt efter blev to mere klapper i, jeg ligger og ømme mig lidt, jeg kan høre at der bliver diskuteret imellem Niels og Faren, men jeg kan ikke høre om hvad.

Der blev stille i et øjeblik.

Bilen starter og begynder lige så stille at køre, men jeg kan mærke, at vi kørte i meget langt tid, jeg er så træt, det gør ondt i kroppen, jeg ligger dårligt og vejen er ind imellem meget ujævn, jeg må have været faldt i søvn, for da jeg slog øjne op igen, lå jeg på en lille slidt madras med en sofapude og nogle tæpper, der lugter forfærdelig af våd hund.

Der er ikke mange ruder her, der er enkelte, den jeg bedst kan se er møgbeskidt, der er gået et stykke af ruden, en solstråle skinder ind i hoved på mig, jeg vidste ikke hvad klokken er, jeg kunne ikke fornemme, hvor jeg er, men der var stille, mit hoved er tomt fra tanker, kun de indtryk som jeg får fra omgivelserne er i mit hoved.

Jeg vender mig med besvær, det er besværligt, for jeg er stadig bundet på ryggen og det gør stadig meget ondt i siden, men jeg får mig vendt, så får jeg nu en chance for at kigge på det sted, hvor jeg er.

Der er ikke mange ting, det er et faldfærdig sted, det er beskidt, det ligner lidt en gammel gård, det kunne godt ligne en stald jeg ligger i, men jeg er ikke sikker, for der er kun lidt lys i min ende af rummet, jeg kan se at vinduerne i den anden side af rummet er dækket til med noget der gør det mørkt her inde.

Jeg kan ikke se nogen her inde, så lige nu er jeg alene, jeg kan ikke høre nogen i nærheden af bygningen, kun fuglefløjt uden for, det minder mig om at hvis jeg ikke lå her, så var jeg ude og nyde forårs vejret, den friske luft, men det kan jeg ikke mærke her inde, det lugte forfærdelig af våd hund og lort.

Jeg lå lige så stille med lukket øjne og lyttet til fugle sang, jeg prøver, at undgå at lugte, jeg prøver, at glemme hvad der er sket, jeg er for træt til at holde øjne åben, men jeg er for frisk til at sove.

Jeg kan jo ikke lave noget med ben og armene bundet, så jeg kan bare ligge her, men så hørte jeg nogen nærme sig, jeg åbnet øjne i et øjeblik, men lukket dem hurtigt igen, de skal ikke se at jeg er vågen.

”Hvad skal vi gøre, Far, det var din ide med at tage de to piger og gøre det ved dem, men vi kan ikke beholde dem meget længere, de er meldt savnet i nyhederne, hvad gør vi?”

”Du skal ikke til at lave noget dumt, Niels, DU bliver her ved dem indtil vi ved hvad vi skal gøre ved dem, for vi kan IKKE slippe dem fri, for så render de bare til politiet med det samme, men kan heller ikke beholde dem for længe.”

”Jamen, far, vi kan da ikke beholde dem i særlig langt tid, de er jo meld savnet!”

”Jeg finder ud af det. Jeg tager hjem og tænker over det, men du kan jo tage at mande dig op til en rigtig mand imellem tiden, for når jeg kommer tilbage så skal du voldtæge hende der, hvis du ikke gør det, så dør I begge to, for jeg vil ikke have hende, er det forstået Niels?”

”Ja, far, jeg skal nok! Far, giv mig lige smøgerne, jeg vil gerne have noget at ryge på.”

Jeg havde øjne åben en lille smugle, jeg så at Faren kaster en pak smøger hentil Niels, han stod og kiggede på ham i et øjeblik og gik videre.

Niels sætter sig ned og tænder en smøg, lidt lys rammer ham, jeg kan for første gang se hans ansigt, det halv lange pjusket brune hår er pænt til ham, jeg kigger pludselig ind i de pæneste blå øjne, jeg kan se en masse usikkerhed i dem, hvad har fået hans far til at tvinge ham til dette.

”Det var ikke meningen, at jeg vil gøre dig noget, men jeg er kun en stor skuffelse for min far, jeg kom ikke ind i militæret, hvilket han havde håbet, han vil have, at jeg som hans eneste søn, skulle blive til noget stort der inde for, men jeg kunne ikke komme ind.”

Det gik op for mig, at han snakker til mig, vi har øjn kontakt, det var som om han kunne læse mine tanker, jeg kigger omgående ned i gulvet, jeg er bange for, at han vil gøre mig nåede, hvis jeg bliver ved med at kigge på ham.

”Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget, jeg vil helst bare slippe jer begge to fri, men jeg kan ikke, hvis min far kommer tilbage og I ikke er her, så slår han mig ihjel.”

Jeg prøver, at lave en lyd med munden, så han kan forstå, at jeg ikke kan snakke med ham på grund af kluden, han rejste sig op og kom hentil mig, jeg stivnet, hvad vil han gøre ved mig.

Han gjorder ikke noget, han løsne stoffet om min mund, ”Hvis du begynder at skrige, så kan ingen høre dig, han valgte dette sted, for at ingen skal høre noget. Undskyld, jeg vil virkelig ønske, at det ikke var nået så langt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.”

”Det er dig der hedder Niels?” var det virkelig det eneste jeg kunne sige, nu har jeg endelig muligheden for at skrige, så gør jeg det ikke, jeg tror naivt på ham og spøger om hans navn er Niels, hvor dum kan jeg være, der findes da vist ikke nogen der er dummere end mig.

”Ja, jeg hedder Niels, jeg ved godt hvad du hedder, jeg tjekket din pung i bilen på vej her hen, det er et pænt navn du har dig der.”

”Tak, men jeg kan ikke selv lige mit navn, jeg bliver så tit kaldt noget andet end jeg hedder, specielt min søsters navn, men hun bliver aldrig kaldt mit navn. Du sagde, at vi er to, hvem og hvor er den anden?”

”Ja, I er to, den anden ligger lige der.” Han peger hen imod noget der ligger i forlængelse af mig, jeg har ikke set at der lå nogen der, jeg så bare en stakke tæpper, men stakken begyndte at bevæge på sig, og så stak der et hoved frem, jeg fik et lille chok, det var ingen ung person der lå der.

Hun måtte være over de 50 år, hvad vil de med hende, når man nu endelig vil voldtage en person, vil man så ikke helst have frisk kød end gammelt rynkende kød, nå men det er jo ikke mit problem, vi er jo endelig i samme båd i sidste ende.

Niels tog kluden ud af hendes mund, hun fik det samme afvide, som jeg gjorder, hun begyndte at skrige, men efter lidt tid stoppede hun, Niels gjorder ikke noget for at stoppe hende, jeg tror, at det var det der gjorder at hun stoppet, for hvis der var nogen der kunne høre hende, havde han sikkert gjort modstand, men han gjorder det ikke.

Der var stille, vi kigger på hinanden, Niels har drejet os så vi kan kigge se hinanden bedre, vi ligger bare der og kigger på hinanden, ”Gi' du en smøg?” kom det med en stille stemme fra hende, Niels tænde en smøg til hende, hun kan styre smøgen uden at bruge hænderne.

Jeg kunne forstille mig, at hun normal bruger hænderne, hvor hun ikke altid kan sidde og køre en arm op og ned til munden, for at få et par hiv på en smøg, så hun har sikkert lært at ryge uden hænder.

Jeg kigger op på Niels, ”Hvor gammel er du endelig, Niels?”, han kigger ned i gulvet, som om han ikke vil svare på det, han virker flov over sin alder, ”I tror mig nok ikke, fordi I har oplevet hvordan min far styre mig rundt, men jeg er 27 år.”

Han lignede faktisk ikke en på 27 år, men en der er i starten af de 30 år, ”Du er yngre end jeg troede du var, hvis det kan trøste dig. Men det hjælper vel ikke.” jeg smiler i det jeg siger det, han begyndte også at smile, han satte sig godt til rette.

”Du nævnte, at du ikke vil være militær mand, har du så fået en anden uddannelse og som hvad?”

Niels kigger på mig, som om han ikke havde rendet med at jeg havde hørt hvad han sagde, men smiler til mig.

”Jeg har altid fået høje karakter, jeg vidste, at jeg gerne vil være noget, hvor jeg kan hjælpe andre, så jeg tog uddannelsen til læge, jeg er næsten lige blevet færdig, men min far mener, at det kun er bøsser der er læger. Men jeg er ikke bøsse, så han mener ikke, at jeg er en rigtig mand.”

”Rigtige mænd, bøsser er da også rigtige mænd, en rigtig mand er en der er stolt af den som han er, en som ikke er bange for at stå ved det, en som er stolt af det han arbejde med, det han får udrettede i sit liv. Hvis du er stolt af dit liv, så er du en rigtig mand, er du stolt af dig selv, Niels?”

Jeg kiggede overraskende over på hende, for jeg havde ikke regnet med at hun vil sige noget, ikke efter at hun skreg efter hjælp, jeg troede, at hun ikke vil sige noget der efter, men jeg måtte give hende ret i det hun sagde.

”Jeg er stolt over at være læge, for mig var det en drøm der gik i opfyldelse, men min far kan bare ikke se, at jeg er en rigtig mand.”

”Hvorfor skal din far se at du er en rigtig mand? Bliver du en rigtig mand af at høre efter ham, for hvis du bliver en rigtig mand af det, så han du jo ingen problemer med voldtægten, men i mine øjne, hvis du er en rigtig mand, siger du fra til din far, så der ikke bliver nogen voldtægt af Nete.”

Hvad siger hun, vil have at han ikke skal voldtæge mig, jamen forstår hun da ikke at Niels så bliver skudt, forstår hun det ikke, jeg kan mærke at tårende render ned af kinderne på mig.

”Lad ham gøre det, hvis han gør det nu, så er det jo overstået, så er det hele overstået, så slipper vi alle sikkert herfra.”

”Jamen, Nete, du er ikke sikker, du ved da ikke om Niels’ far tror på det, han vil sikkert have beviser på det, hvordan vil du give ham beviser på at det er forgået?”

”Niels, du har vel en mobil der kan filme?” jeg kigger op på Niels, han siger ikke noget, men han nikker bare lige så stille med hoved, ”Fint, så filmer vi det med mobilen, så viser vi det bare til Niels’ far når han kommer.”

De vil lige tænke over det, de kan vist godt se ideen i det, for så bliver det ikke tvunget på samme måde, som hvis Niels’ far var her, hvilket er rart, for en gang skyld føles alt dette rart.

Når jeg tænker på en voldtægt, ser jeg det ikke som noget rart, hvad skete der siden det kom til at føles rart, er det fordi faren ikke er her, er det fordi jeg har lidt kontrol over det, jeg ved det ikke, jeg ved bare at det føleles rigtigt.

Niels kigger på mig, han sender et kærligt smil, hans hoved var på skrå, jeg kan se på hans øjne, at han ved hvad han vil, han nikker til mig, ”Så skal vi også lægge en slagplan for optagelsen, for det skal virke som det er en rigtig voldtægt, ikke som en planlagt.”

Det var vi enig om heldigvis, vi fik hurtigt planlagt hvad han skal sige og gøre, ”Jeg har ikke mit tøj, hvilket jo på en måde gør det lettere for dig, du har ikke noget der skal af mig først, du skal bare binde mig fri.”

Han vidste hvad jeg mente, han bandt knuderne op, endelig kan jeg strække mine ben, det er første gang i to dage, det er så dejligt, jeg prøver at rejse mig op, så jeg kan komme der over hvor han vil have mig, jeg vakler lidt og falder om, mine ben er for ømme efter at har været bundet på det gulv så længe.

Han tog mig forsigtig op i hans arme, lagde mig ned på en blød dobbelt madras, og optagelserne gik i gang, han lagde sig ved siden af mig, han hvisket mig ind i øret `Hvis du gør modstand, så banker jeg dig til fortrydelses tilstand`, det gik op for mig, at jeg ryster, jeg er igen så bange.

Han kysser mig, først på højre side af halsen, så venstre side af halsen, så lægger han sig oven på mig, han spreder mine ben, jeg kigger over på kameraet, jeg ved ikke om det kom med, men jeg var fyldt med frygt, for nu sker det.

”Jeg kan ikke gøre det, ikke her, ikke på den måde, Nete, jeg vil rigtig gerne, men jeg kan ikke gøre det på denne måde, jeg vil gerne gøre det på en romantisk måde med dig, dette er ikke romantisk. Jeg kan ikke!”

Jeg kigger forbavset op på ham, jeg begynder, at græde af lettelse, tænk at det skete, to gange er det nu sket, to gange, kan jeg virkelig godt være heldig, det troede jeg faktisk ikke, jeg er normalt aldrig heldig, men det er jeg så nu.

Niels hjalp mig over på min gulvplads, han bandt mig på ryggen igen, han lægger sig ned på den anden madras, han hvisker meget stille undskyld, vi siger igen ting til hinanden.

Der blev stille igen, vi kigger lidt på hinanden, jeg lukker øjne tungt, åbner dem igen, det er hårdt at holde dem åbne, lige så stille er mine øjne mere og mere lukket, smerterne har bedøvet sig selv, så det er let at sove, jeg har ikke sovet ordenligt i snart to døgn, endelig kan jeg sove.

Jeg vågner brat op, da der bliver skudt, det er nu blevet mørkt udenfor, det er svært at se hvad der sker, ”Hvad fanden tænker du på, Niels?”, jeg kan genkende stemmen, det er faren, jeg vil gerne sige noget, men tør ikke, jeg kan ikke høre Irene, hendes vejrtrækning er der ikke, hvis han har skudt hende, vil han jo også skyde mig, jeg er så bange.

”Niels, det er nu, er du blevet voksen nu, så skal du vise at du er en rigtig mand, har du fundet ud af om du er? Du skal i gang med den voldtægt.”

”Far, jeg kan ikke gøre det, jeg er en rigtig mand allerede, en rigtig mand voldtæger ikke nogen.”

To blink fra faren sammen med to høje brag, det måtte være hans våben, pludselig kan jeg mærke mit højre ben igen, det gør forfærdelig ondt, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan bare ligge her.

”Stop far, nu stopper du.”

Faren lys rammer nu Niels, et skud mere blev affyret, Niels faldt lidt ned i venstre ben, han tog sig til benet, jeg begyndte at skrige, jeg skreg så meget, som jeg kan.

Faren vendte sig over imod mig, skød mig i benet igen, det gør så forfærdelig ondt, men jeg stopper omgående med at skrige, jeg er bange for, at han vil skyde mig igen, hvis jeg ikke stopper.

”Hvis min skvat af en søn ikke kan gøre det, så må jeg jo gøre det, nu er du her jo, så kan jeg lige så godt.”

Han gik hen og flået snoren op på min ryg, tog mine arme hen over mit hoved, han bandt dem igen, han havde spredt mine ben, han er ved at gøre sig klar, da der kom en udrykning uden for, han vil hentil vinduet, men snubler over mit ben og lander oven på skudsårene.

”Gå hen og se hvem det er, knægt, gør det nu.”

”Det er politiet, der er mange af dem, nu er vi sku på det, hvad gør vi, far?”

”Har du ringet til politiet, du kan da heller ikke finde ud af noget, uden at gøre endnu mere galt. Nu har jeg sku travlt med dette her, sæt dig der i hjørnet eller jeg skyder dig.”

Niels satte sig over i hjørnet, jeg kan skimte ham, jeg kan se at han er fortvivlet, han græd, jeg kan godt forstå ham, han har hele sin fremtid for sig, nu ender han i fængsel, fordi han har en dominerende far.

Så skete det sku, jeg kan mærke det gør så ondt, faren gled bare op og ned, igen og igen, i et øjeblik stivnede jeg af chok, men jeg begyndt at spjættet, så godt jeg kunne, men jeg kunne ikke slippe fri fra hans hårde greb ned i gulvet.

Jeg stopper op med at gør modstand, da han trykker på mit såret ben, mit hjerte banket meget hård, jeg er så bange for at gøre modstand, men her ligger jeg næsten helt nøgen og håber på at han bliver afbrudt, tårende triller bare ned af mine kinder.

Jeg føler mig så magte løs, jeg føler mig noget så beskidt, fordi han bare voldtager mig, som om han ejer mig, er jeg virkelig hans ejendel, noget han bare sådan kan bestemme over, pistolen gik ved et uheld af, men det gjorder da så han stopper.

Jeg kigger over på Niels, der holder sig til benet, jeg vidste med det samme, at han var blevet ramt, jeg kigger op på faren, han var ikke opmærksom på mig mere, han kigger på Niels, jeg opdager, at han har placeret sig med et ben på hver side af mit.

Jeg løfter mit ben lige så hårdt jeg kan, jeg rammer ham lige i klokketøjet, jeg kan se på ham at det gør ondt, han skyder mig to gange i benet.

”Det er politiet, I er omringet, så læg skydevåbnet og kom ud med hænderne overhoved.”

Faren kigger på mig, ”Nu har jeg ødelagt dit liv, lige som du har ødelagt mit, så står vi lige, men du skal bare vide, at jeg kommer til at føre i sidste ende.”

Han tog pistolen op til hoved og skød sig selv, han lagde sig pladask ned oven på mig, jeg begyndte at skrige helt hysterisk.

Lidt efter strømmer det ind med politi folk, de fjernet ham fra mig og løsner mine arme, Niels tog fat i mig, han tog et tæppe og pakker mig ind i og løfter mig ud.

Han er en rigtig mand.