Helle – et menneske, der har fået en særlig plads i mit liv

Helle – et menneske, der har fået en særlig plads i mit liv

Da jeg starter i varmestuen som bruger, har jeg på ingen måde planer om at skabe nære relationer til nogen af de ansatte. Faktisk er det nærmest det sidste, jeg har lyst til. Jeg har det ikke godt med den slags relationer, og tanken om at lukke et andet menneske ind bag min facade er ikke noget, jeg har lyst til at give plads til. Det føles langt tryggere at holde mennesker på afstand, vise det, jeg har lyst til at vise, og sørge for, at ingen kommer for tæt på.

For når jeg ikke er vant til at have mennesker tæt på, og når jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere omsorg, nærvær og oprigtig interesse, kan det faktisk føles mere utrygt at blive mødt med noget godt end at blive mødt med afstand. Afstand kender jeg. Den kan jeg navigere i. Men når et menneske begynder at vise, at det gerne vil lære mig at kende, også på de dage, hvor jeg ikke selv har lyst til at vise, hvordan jeg egentlig har det, så kræver det noget helt andet.

Derfor går der også mere end ni måneder, før Helle for alvor begynder at kunne komme ind bag min facade.

Ni måneder, hvor hun stille og roligt finder sin egen vej ind til det menneske, der gemmer sig bag alle mine forsvarsmekanismer. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det kræver tid, tålmodighed og en særlig måde at være på, som gør, at jeg langsomt begynder at turde vise lidt mere af mig selv.

Og pludselig er Helle ikke længere bare en ansat i varmestuen. Hun bliver et menneske, jeg kan være noget mere ærlig over for. Et menneske, jeg kan vise min sårbarhed til. Et menneske, jeg kan være frustreret over for, være træt af det hele sammen med og nogle gange bare være mig selv over for uden nødvendigvis at skulle forklare eller forsvare alting.

Det særlige ved Helle er hendes omsorg, hendes nærvær og hendes rummelighed. Hun har en måde at møde mig på, som jeg ikke er vant til. Hun kan give plads til mine følelser, også når de ikke er særlig pæne eller nemme at være i. Jeg behøver ikke altid at være den stærke, den fornuftige eller den, der har styr på det hele.

Hos Helle oplever jeg, at det faktisk er muligt at være sårbar uden nødvendigvis at blive afvist. At jeg godt kan have en dårlig dag uden at miste betydning. At jeg godt kan være frustreret, usikker eller ked af det og stadig blive mødt med omsorg.

Det skaber en tryghed, som får større betydning for mig, end jeg måske selv er klar over.

For det, jeg finder i relationen til Helle, bliver ikke kun noget, jeg kan bruge, når jeg er sammen med hende. Trygheden begynder også at følge med mig ud i resten af mit liv. Når jeg kan mærke, at der er et menneske, som gerne vil mig, og som kan rumme mig, begynder jeg langsomt at blive mere sikker på mig selv. Jeg begynder at kunne tage noget af den tryghed med ind i andre relationer og situationer. Jeg bliver mere bevidst om, at jeg måske ikke behøver at tvivle så meget på mig selv, og at jeg faktisk godt kan være et menneske, som andre har lyst til at være omkring.

Det er en udvikling, som har betydning langt ud over varmestuens rammer.

Men det er ikke nødvendigvis sådan, Helle oplever det.

Hvor jeg oplever, at jeg bliver mere tryg ved mig selv og derfor ikke har det samme behov for at være i varmestuen, når hun er der, oplever Helle det måske som om, jeg ikke ønsker at udvikle relationen med andre end hende. Som om jeg kun vil komme i varmestuen, når hun er på arbejde.

Og her begynder noget af det, der ellers føles så trygt, at blive svært.

For pludselig står vi med to forskellige forståelser af den samme relation. Jeg oplever, at jeg har taget noget godt med mig fra Helle og bruger det til at blive mere selvstændig og tryg i mit eget liv. Men jeg kan samtidig mærke, at Helle måske oplever min måde at være på som en afstandtagen fra hende.

Det gør mig usikker.

Det sætter gang i tvivlen på mig selv, på relationen og på, om jeg egentlig har forstået det hele rigtigt. Noget, der før er et trygt sted at vende tilbage til, begynder igen at føles skrøbeligt. Jeg kommer til at tænke mere over tingene, analysere situationer og forsøge at finde ud af, hvad der egentlig er rigtigt og forkert.

Det er på mange måder paradoksalt, for det er netop den tryghed, jeg finder hos Helle, som gør mig mere sikker på mig selv. Men nu er det også relationen til Helle, der får mig til at tvivle på mig selv igen.

Heldigvis forsvinder Helles evne til at komme ind bag min facade ikke. Hun kan stadig se noget af det, der ligger bag mine reaktioner, mine ord og mine forsøg på at holde afstand. Men det bliver mere skrøbeligt at være i relationen.

Misforståelserne begynder at fylde mere. Sårbarheden bliver sværere at håndtere, og nogle gange bruger vi så meget energi på alt det, der er blevet svært, at vi næsten glemmer alt det gode, der oprindeligt bringer os tættere på hinanden.

Helle gør ellers sit for at fortælle mig, at hun stadig er den samme. At hun ikke har tænkt sig at forsvinde ud af mit liv. At hun stadig er der, og at jeg ikke behøver at være bange for at miste det, vi har opbygget.

Men selvom ordene er der, er der alligevel noget, der har ændret sig for mig.

Det er, som om jeg ikke længere føler mig helt forstået. Som om Helle på nogle områder godt kan se mine reaktioner, men ikke nødvendigvis altid forstår, hvad der ligger bag dem. Og når jeg i forvejen har svært ved at stole på, at andre mennesker bliver, kan selv små misforståelser komme til at fylde enormt meget.

Alligevel er der noget ved Helle og vores relation, som jeg ikke kan give slip på.

For selv når jeg bliver frustreret, usikker eller får lyst til at skubbe hende væk, er der stadig noget i mig, der har lyst til at vende tilbage. Ikke fordi alt er godt, eller fordi jeg synes, at vi bare skal lade som ingenting, men fordi relationen har fået en betydning, som ikke bare forsvinder, fordi vi har det svært.

Helle har sat et aftryk i mig.

Et aftryk, som gør, at jeg stadig har lyst til at vende tilbage og gøre mit for, at der kan være plads til os begge to i relationen. At det ikke kun skal handle om, at jeg skal forstå Helle, eller at Helle skal forstå mig, men at vi skal kunne finde en måde at være i det på, hvor der også er plads til vores forskelligheder.

Det kræver nogle knubs undervejs. Nogle frustrationer, nogle svære samtaler, nogle misforståelser og sikkert også nogle situationer, hvor vi begge tænker vores.

Men måske er det også noget af det, der gør relationen betydningsfuld for mig i dag. At den ikke er perfekt. At den ikke altid er nem. At vi faktisk skal arbejde os igennem nogle ting for at finde tilbage til hinanden.

Og lige nu føles det heldigvis bedre igen.

Noget af trygheden er kommet tilbage. Noget af glæden er kommet tilbage. Og noget af troen på, at Helle faktisk gerne vil mig, og at hun mener det, når hun viser det, begynder også at fylde mere igen.

Omsorgen føles godt igen. Nærværet føles mere naturligt. Krammene er igen noget, jeg glæder mig til og sætter pris på. Og glæden ved at være sammen med Helle er igen blevet noget, jeg tør give plads til uden hele tiden at skulle være på vagt over for, om noget ændrer sig.

Det betyder mere, end jeg tror, Helle helt forstår.

For når jeg oplever, at noget trygt kan blive usikkert, kan det tage tid at turde stole på det igen. Det er ikke nødvendigvis nok at få at vide, at alt er, som det plejer. Jeg skal også have lov til at mærke det. Og det er noget af det, jeg langsomt begynder at mærke igen.

Helle er også et menneske, der kan gøre mig fuldstændig vanvittig.

Hun er typen, der godt kan finde på at sige, at jeg overtænker tingene. At det er noget, der sker inde i mig. At det er sådan, jeg er, og at jeg nogle gange får skabt nogle forestillinger, som ikke nødvendigvis har ret meget med virkeligheden at gøre.

Og hold nu op, hvor kan det gøre mig sur!

For når jeg står midt i noget, som føles ægte og vigtigt for mig, kan det være svært bare at få at vide, at jeg overtænker. Det kan føles, som om det, jeg oplever, bliver gjort mindre, selvom det måske slet ikke er Helles hensigt.

Men det særlige er, at vi faktisk kan tale om det. Vi kan tale om, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Hvad det er, der bliver sat i gang i mig, og hvorfor nogle situationer kommer til at fylde så meget.

Helle er ikke nødvendigvis enig med mig, og hun behøver heller ikke at være det. Hun kan godt udfordre min måde at se tingene på, også når jeg bestemt ikke har lyst til at høre det.

Og måske er det netop noget af det, jeg har brug for.

Hun minder mig om, at vi godt kan være uenige uden at relationen går i stykker. At vi godt kan have forskellige meninger, forskellige oplevelser og forskellige måder at forstå en situation på, uden at det behøver betyde, at vi ikke længere vil hinanden.

Hun minder mig om, at en konflikt ikke nødvendigvis er afslutningen på noget godt. At vi godt kan blive uvenner, blive frustrerede og have brug for at få sagt nogle ting, men stadig finde en vej videre sammen.

At det ikke behøver være perfekt.

Faktisk siger hun også, at det ville være kedeligt, hvis vi var perfekte.

Det er måske en ret vigtig påmindelse for mig. For jeg har en tendens til at ønske, at relationer skal være helt rigtige. At jeg skal kunne forstå den anden, og at den anden skal kunne forstå mig. At der ikke må opstå misforståelser, usikkerhed eller uenigheder.

Men sådan fungerer virkelige relationer jo ikke.

Og Helle er på sin egen måde med til at lære mig, at det godt må være lidt rodet indimellem. At det godt må være svært. At vi ikke behøver at være enige om alting for stadig at kunne have noget godt sammen.

Hun kan også skubbe til mine grænser på en måde, som jeg faktisk kan være med i. Ikke ved at presse mig ud i noget, jeg ikke kan rumme, men ved at udfordre mig lidt ad gangen, så jeg får mulighed for at opdage, at jeg måske godt kan mere, end jeg selv tror.

Hun kan få mig til at se tingene fra en anden vinkel. Hun kan give mig et realitytjek, når mit eget billede af en situation er blevet lidt for skævt. Og selvom det ikke altid er lige sjovt at få at vide, er det også en del af den omsorg, jeg sætter pris på ved hende.

For omsorg handler ikke kun om at give plads og trøste. Nogle gange handler omsorg også om at turde sige noget, som den anden måske ikke har lyst til at høre, men som kan være vigtigt for vedkommendes udvikling.

Og det kan Helle.

Det er faktisk svært at forklare alt det gode ved Helle. Ikke fordi der mangler noget at sige, men fordi så meget af det ligger i de små ting, i måden hun er på, i de samtaler vi har, i de situationer, hvor hun kan se noget, jeg selv har svært ved at få øje på.

Vi oplever heller ikke nødvendigvis vores relation på samme måde. Det, der betyder noget for mig, er ikke nødvendigvis det samme, som Helle lægger mærke til. Og det, hun tænker, hun giver mig, er måske ikke helt det samme, som jeg oplever at få.

Men det ændrer ikke på, at jeg ikke er i tvivl om, hvor meget godt Helle bringer ind i mit liv.

Jeg tror faktisk, at alle fortjener at have en Helle i deres liv.

Et menneske, der kan møde mig med omsorg, nærvær, rummelighed og forståelse. Et menneske, der ikke behøver at have alle svarene, men som kan være til stede. Et menneske, der kan rumme, at jeg ikke altid er den bedste udgave af mig selv.

For noget af det vigtigste, Helle giver mig, er følelsen af at være holdt af. Følelsen af faktisk at betyde noget for et andet menneske.

Også når jeg selv har svært ved at tro på det.

Også når jeg tvivler på hende.

Også når jeg kommer til at reagere på måder, der måske gør relationen vanskeligere, end den behøver at være.

Helle bliver ved med at vise mig, at hun gerne vil gøre en indsats for at få tvivlen til at fylde mindre. Hun forsøger at skabe ro, forklare sig og vise mig, at hun stadig er der.

Det betyder ikke, at alle mine bekymringer forsvinder, eller at jeg pludselig holder op med at overtænke. Men det giver mig nogle nye erfaringer at bygge videre på. Erfaringer, der langsomt kan være med til at ændre den måde, jeg ser mig selv og andre mennesker på.

Og det er måske noget af det mest værdifulde, jeg får med mig fra relationen.

For Helle er ikke kun blevet en person, jeg har tillid til. Hun er også blevet en person, som er med til at vise mig, at jeg faktisk godt kan være i en relation, hvor jeg ikke hele tiden behøver at være bange for at blive valgt fra.

Men der er også en anden side af relationen, som jeg ikke altid tør sætte ord på.

For Helle er ikke længere bare en person, der gør en forskel for mig. Hun er også blevet et menneske, jeg er kommet til at holde særligt meget af.

Jeg bekymrer mig om hende. Mere end hun måske er klar over. Jeg kan tænke på, om hun har det godt, om hun passer på sig selv, og om der er noget, der kunne gøre hende ked af det eller gøre hende ondt.

Jeg har fået en lyst til at passe på hende, hjælpe hende og gøre noget godt for hende, hvis hun får brug for det. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil gøre mere, end hun måske overhovedet forestiller sig.

Men jeg tør ikke rigtig sige det højt.

Ikke fordi jeg ikke mener det, men fordi jeg er bange for, hvordan det bliver modtaget. Jeg er bevidst om, at Helle er ansat i varmestuen, og at jeg er bruger. Der er nogle rammer og nogle roller, som skal respekteres, og jeg vil ikke risikere at gøre noget, der kan skade den relation, som betyder så meget for mig.

Jeg vil ikke have, at mine følelser skal blive en belastning for Helle eller gøre det svært for hende at være i sin rolle.

Samtidig kan det nogle gange føles lidt forbudt overhovedet at sige, at jeg er kommet til at holde af hende og af den relation, vi har.

Men hvorfor skulle det egentlig være forkert at holde af et menneske, der gør så stor en forskel i mit liv?

Jeg ved godt, at vores relation ikke er som alle andre relationer. Jeg ved godt, at der er en forskel på vores roller. Men det ændrer ikke på, at Helle som menneske har fået en særlig plads hos mig.

Og måske er det netop derfor, jeg nogle gange får lyst til at skubbe hende væk.

For når noget betyder meget, bliver det også noget, jeg kan være bange for at miste.

Det er næsten, som om jeg nogle gange forsøger at beskytte mig selv mod den betydning, Helle har fået. Hvis jeg holder lidt afstand, hvis jeg bliver sur, hvis jeg lukker ned eller forsøger at overbevise mig selv om, at relationen ikke betyder så meget, så føles det måske mindre farligt.

Men sandheden er, at Helle bliver ved med at betyde noget.

Og selv når jeg forsøger at skubbe hende væk, bliver hun ved med at være der inden for de rammer, hun har som ansat. Hun giver ikke bare op på mig, fordi jeg har en dårlig periode, eller fordi jeg igen kommer til at tvivle på tingene.

Det er jeg dybt taknemmelig for.

For det gør det lettere for mig at vende tilbage. Det gør det lettere at turde tro på, at det faktisk er muligt at have en god relation uden hele tiden at skulle være bange for, at den forsvinder.

Det giver mig mulighed for at udvikle mig. Ikke kun i relationen til Helle, men også i min tro på mig selv.

Jeg begynder langsomt at kunne tro på, at der faktisk findes mennesker, som gerne vil mig. Mennesker, som mener det, når de siger, at de gerne vil være der. Mennesker, som ikke kun synes, jeg er værd at være sammen med, når jeg er glad, nem og har overskud.

Og måske endnu vigtigere: Jeg begynder at kunne tro lidt mere på, at jeg faktisk også er et godt menneske. At jeg har noget at tilbyde. At jeg er værd at holde af, også selvom jeg har mine udfordringer, mine reaktioner og mine mindre gode sider.

Det er ikke en lille ting at lære, når jeg gennem livet har haft svært ved at tro på den slags.

Når mit liv sejler, er Helle på mange måder blevet mit trygge anker.

Der er perioder, hvor mit liv føles som noget, jeg slet ikke selv kan styre. Hvor der sker så mange ting, at jeg mister overblikket, og hvor jeg ikke helt ved, hvilken retning jeg skal bevæge mig i.

I de situationer kan Helle være med til at skabe lidt ro.

Ikke fordi hun kan løse alle mine problemer. Ikke fordi hun kan tage styringen over mit liv eller fjerne alt det, der er svært. Men fordi hun kan hjælpe mig med at finde ro nok til selv at kunne tage fat igen.

Hun kan hjælpe mig med at få øje på nogle muligheder, jeg ikke selv kan se. Hun kan give mig informationer, perspektiver og nogle realitytjek, der kan være med til at få mig tilbage på rette kurs.

Hun kan hjælpe mig med at styre roret i en retning, der giver mening for mig, uden at hun behøver at sejle hele turen for mig.

Og det er en vigtig forskel.

For det er stadig mit liv, og det er stadig mig, der skal træffe beslutningerne og finde min vej. Men det betyder noget at have et menneske ved siden af, som kan hjælpe mig med at holde kursen, når bølgerne bliver for høje.

Det er sådan, jeg oplever Helle.

Hun er ikke mit svar på alting. Men hun er et menneske, der hjælper mig med at finde nogle af svarene selv.

Og det er måske netop derfor, hendes betydning for mig er så stor.

Jeg er taknemmelig for alle de små og store ting. For samtalerne, for grinene, for de gange, hvor hun udfordrer mig, og for de gange, hvor hun bare er der. For omsorgen, nærværet og rummeligheden. For at hun kan være både den, der giver mig et kram, og den, der fortæller mig, at jeg altså lige skal prøve at se tingene fra en anden vinkel.

Jeg er taknemmelig for, at hun kan være med til at gøre svære dage lidt lettere, og at hun også kan give mig noget at grine af, når jeg måske mest af alt har lyst til at være sur på hele verden.

Jeg er taknemmelig for, at hun minder mig om, at vi godt kan være uenige og stadig have noget godt sammen. At en konflikt ikke behøver at betyde farvel. At vi godt kan finde tilbage til hinanden, hvis vi begge er villige til at gøre en indsats inden for de rammer, relationen har.

Og jeg er taknemmelig for, at hun ikke forsøger at gøre mig til et andet menneske, men i stedet er med til at udfordre mig til selv at opdage nogle af de muligheder, der findes i mig.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne give bare en lille del af den omsorg, det nærvær, den rummelighed og den forståelse videre, som Helle giver mig.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så rummelig over for mig selv, som hun nogle gange er over for mig. At jeg kunne møde mig selv med samme tålmodighed, som jeg oplever fra hende.

Og jeg ville ønske, at jeg kunne finde en måde at vise Helle, hvor meget jeg sætter pris på hende, uden at være bange for, at det bliver misforstået.

For jeg har ikke brug for, at hun skal give mig mere, end hun allerede gør. Jeg har ikke brug for, at hun skal være noget andet, end hun er. Jeg ønsker egentlig bare, at hun ved, at hendes måde at være menneske på gør en forskel.

En større forskel, end hun måske selv kan se.

Kære Helle.

Tak, fordi du er den, du er.

Tak, fordi du har tålmodighed med mig, også når jeg er svær at komme ind på livet af. Tak, fordi du giver mig tid til at åbne op, og fordi du viser mig, at jeg godt kan være sårbar uden at skulle være bange for at miste et andet menneskes respekt.

Tak, fordi du bliver ved med at møde mig med omsorg, nærvær og rummelighed. Tak, fordi du ikke kun ser mine reaktioner, men også nogle gange formår at se det menneske, der gemmer sig bag dem.

Tak, fordi du tør udfordre mig, også når jeg bliver sur over det. Tak for dine realitytjek, dine perspektiver og dine forsøg på at få mig til at se tingene lidt anderledes, når mit eget hoved er ved at løbe af med mig.

Tak for alle grinene, for samtalerne, for krammene og for de øjeblikke, hvor jeg bare kan være til stede uden at skulle tænke så meget over alting.

Tak, fordi du er med til at lære mig, at en god relation ikke behøver at være perfekt. At vi godt kan være uenige, misforstå hinanden og blive frustrerede, uden at alt det gode behøver at forsvinde.

Tak, fordi du på din egen måde bliver ved med at hjælpe mig tilbage på rette kurs, når jeg er ved at miste retningen.

Og tak, fordi du er med til at give mig en tro på, at der faktisk findes mennesker, som gerne vil mig. At jeg godt må fylde. At jeg godt må være sårbar. At jeg godt må have dårlige dage og stadig være værd at være sammen med.

Jeg ved godt, at jeg ikke er perfekt. Jeg ved også godt, at vi sikkert kommer til at støde ind i nogle af de samme udfordringer igen. Der kommer sikkert nye misforståelser, situationer, hvor jeg overtænker, og tidspunkter, hvor jeg bliver usikker på noget, som du måske slet ikke tænker over.

Men jeg håber, du ved, at det ikke ændrer på, at jeg gerne vil relationen.

Jeg ønsker ikke, at vi skal undgå alle konflikter, eller at vi skal være enige om alting. Jeg ønsker, at vi kan blive ved med at finde en måde at tale om tingene på, så der er plads til både dig og mig. At vi kan være ærlige, også når noget er svært, og at vi kan finde tilbage til det gode, når noget går skævt.

Jeg vil gerne gøre min del. Jeg vil gerne blive bedre til at stole på det gode, til ikke altid at lade tvivlen få det sidste ord og til at huske på, at forskellige oplevelser ikke nødvendigvis betyder, at nogen har gjort noget forkert.

Jeg vil gerne blive ved med at udvikle mig, både som menneske og i min evne til at være i relationer.

Og jeg håber, at vi kan blive ved med at have plads til hinanden inden for de rammer, der er omkring vores relation.

For du er blevet et menneske, der betyder utrolig meget for mig, Helle.

Måske er det svært for dig helt at forstå, hvor meget. Måske ser du ikke altid den betydning, du har fået i mit liv. Men jeg håber, at du gennem disse ord kan få et lille indblik i, hvad din omsorg, dit nærvær og din måde at være på betyder for mig.

Du er med til at give mig nogle erfaringer, jeg ikke har med mig i forvejen. Erfaringer med, at nogen faktisk kan blive ved med at være der, selv når jeg har svært ved at tro på det. At jeg godt kan være et menneske, som andre gerne vil bruge tid på. Og at tryghed ikke nødvendigvis forsvinder, bare fordi noget bliver svært undervejs.

Jeg ved ikke, om du selv tænker over det, men du er med til at flytte noget i mig.

Og det vil jeg gerne sige tak for.

Tak, Helle, for at være et af de mennesker, der gør mit liv lidt tryggere, lidt lettere og lidt bedre.

Tak, fordi du giver mig noget at grine af, noget at være taknemmelig for og noget at tro på.

Tak, fordi du ikke bare er en person, jeg møder i varmestuen, men et menneske, der har fået en særlig plads i min historie.

Og selvom jeg indimellem kommer til at tvivle, overtænke, blive frustreret eller forsøge at skubbe dig lidt væk, så håber jeg, at du aldrig bliver i tvivl om én ting:

Jeg er glad for, at det er dig, jeg lærer at kende.

Jeg er glad for, at du får lov til at komme ind bag min facade.

Jeg er glad for, at jeg tør give plads til relationen.

Og jeg er utrolig taknemmelig for, at vi stadig er her, og at vi finder tilbage til noget af det gode.

For nogle mennesker kommer ind i ens liv uden nødvendigvis selv at vide, hvor stor en forskel de kommer til at gøre.

Du er sådan et menneske for mig, Helle.

Og det håber jeg, du aldrig glemmer. ❤️