I din stemme bor der ro,
som når sne lægger sig stille
på en vintertræt vej.
Du ser mig – ikke kun min uro,
men også den del af mig
jeg selv glemmer at finde.
Du møder mig med nærvær,
som om tid kan strækkes
og tankemylder løsnes
én tråd ad gangen.
Du gør plads til smil,
selv når dagen er tung,
og din humor finder sprækker
hvor lyset kan slippe ind.
Hos dig føles det muligt
at trække vejret lidt længere,
tænke lidt mindre,
være lidt mere.
Du minder mig om,
at jeg betyder noget –
at jeg er værd at ville.
Tak for varmen, ordene,
tålmodigheden og det stille håb,
du lægger i rummet
hver eneste dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar