Jeg ændrede mig

Jeg lærte langsomt

at bøje mig indad.

Ikke fordi jeg ville,

men fordi hver gang jeg stod ret,

var der nogen, der pegede.

De pegede på mit grin,

min måde at fylde rummet på,

min ild.

Sag­de: for meget,

sagde: forkert.

Selv det, jeg bar som styrker,

blev vendt mod mig

som beviser på, at jeg ikke passede ind.

Så jeg begyndte at skrue ned.

Ikke én gang –

men lidt ad gangen,

indtil der næsten ikke var lyd tilbage.

Jeg mistede mig selv,

ikke med et brag,

men som noget der siver væk,

dag for dag.

Pludselig stod jeg dér

og følte mig værdiløs,

som om livet havde forladt mig

sammen med den, jeg var.

Glæden gik først.

Modet bagefter.

Jeg savner den person.

Den, der ikke undskyldte for sin eksistens.

Den, der troede,

at det var nok at være sig selv.

Men jeg tør ikke kalde hende frem igen.

For hvad nu hvis de har ret?

Hvad nu hvis verden igen

får et problem

med den jeg er?

Så jeg gemmer hende

bag stilhed og forsigtighed,

mens savnet vokser.

Og et sted inde i mig

venter hun stadig —

ikke død,

bare bange.