Der er nogle mennesker, der kommer ind i ens liv, fordi det står i en plan. Fordi nogen har vurderet, at man har brug for hjælp, og fordi der skal være en person, der kan hjælpe med at få lidt mere styr på hverdagen, tankerne og alt det, der indimellem kan være svært.
Og så er der de mennesker, der kommer ind i ens liv og viser sig at være noget helt andet end bare en person, der står på en arbejdsplan.
Jeg har fået en specialvejleder. Og jeg må indrømme, at jeg efterhånden er kommet frem til, at det nok er hende, der har trukket nitten, selv om at hun mener at det var mig der trak nitten i hende.
For helt ærligt, hvem melder sig frivilligt til at være specialvejleder for et menneske, hvor hjernen til tider minder om en popcornmaskine, der er gået fuldstændig amok?
Men måske er det endnu værre, for jeg er efterhånden begyndt at mistænke, at hun også selv har en popcornhjerne, dog på en anden måde end min. Og det betyder jo, at vi på en eller anden måde har fundet hinanden i et fælles kaos, hvor ingen helt ved, hvem der egentlig har overblikket, hvem der har styr på planen, eller hvorfor vi pludselig er endt med at tale om noget helt andet end det, vi egentlig skulle.
Det er måske ikke verdens mest traditionelle samarbejde, men det er vores.
Hun har sin helt egen måde at være specialvejleder på. Med humor, hjælpsomhed og sin helt egen form for omsorg. Ikke nødvendigvis den slags omsorg, der kommer med store følelsesladede taler og højtidelige øjeblikke, men mere den omsorg, der ligger i at blive ved med at møde op, blive ved med at hjælpe og blive ved med at finde en vej, selv når vejen ser ud til at være blevet spist af to popcornhjerner.
Og det er faktisk noget af det, jeg sætter allermest pris på.
For lad os nu være ærlige: Jeg er ikke altid verdens nemmeste menneske at hjælpe. Der er dage, hvor mit humør er så langt nede, at selv en kop kaffe ville have svært ved at gøre en forskel. Dage, hvor frustrationerne fylder, hvor alting virker uoverskueligt, og hvor jeg kan få lyst til at give op på det hele.
Også hjælpen.
Nogle gange kan jeg komme til at skubbe hende væk. Andre gange lukker jeg ned, bliver frustreret eller mister troen på, at det overhovedet nytter noget at forsøge.
Og alligevel kommer hun igen.
Det kan godt være, at hun får løn for at hjælpe mig. Det er hendes arbejde, og det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men jeg tror også, der er noget andet i vores relation. Noget menneskeligt, som ikke nødvendigvis kan måles i timer, arbejdsopgaver eller lønsedler.
Der er noget, vi kan grine af. Noget fælles forståelse. Noget, der gør, at vi kan stå midt i en situation, som egentlig er ret frustrerende, og alligevel finde plads til et grin.
Og måske er det netop, fordi vi begge to har popcornhjerner, at vi på en eller anden måde forstår hinandens små krumspring.
For når den ene hjerne begynder at poppe, er det ikke sikkert, den anden hjerne nødvendigvis er klar til at skabe ro. Måske begynder den bare at poppe med.
Så har vi pludselig to popcornmaskiner i gang på samme tid, og så kan man jo kun håbe, at der er nogen, der har husket at tage låget af.
Og midt i det hele står hun så med titlen som specialvejleder og den noget tvivlsomme ære af at være nitten.
Det er faktisk lidt synd for hende.
Eller måske ikke helt.
For hun har trods alt fået en relation, hvor der er plads til humor, skæve kommentarer, frustrationer, grin og en hel del uforudsigelighed. Og jeg har fået en person, der ikke sådan lige lader sig skræmme væk.
Det er måske noget af det vigtigste.
For jeg ved godt, at jeg indimellem kan være svær at nå ind til. Jeg ved godt, at mit humør kan skifte, og at jeg nogle gange kan gøre det svært at hjælpe mig, selvom det egentlig er det, jeg har brug for.
Men hun bliver ved.
Hun vender tilbage, også når jeg selv har opgivet. Hun forsøger igen, også når jeg måske ikke lige har gjort det særlig nemt sidste gang. Og hun lader ikke en dårlig dag være det sidste kapitel i vores samarbejde.
Det betyder mere, end jeg måske er god til at vise.
For der er noget trygt i at vide, at man ikke behøver at være den bedste udgave af sig selv hver eneste gang, man møder op. At man godt må have en dårlig dag. At man godt må være frustreret, forvirret, træt eller have lyst til at smide håndklædet i ringen.
Og at der stadig kommer en specialvejleder tilbage næste gang.
Selv efter at hun har fået lov til at opleve endnu en omgang popcornhjerne.
Jeg tror faktisk, at noget af det, der gør mig glad, er, at jeg ikke kan skræmme hende væk. At hun ikke bare forsvinder, fordi jeg har haft en dårlig periode eller fået lavet rod i tingene igen.
For jeg kan godt fucke tingene op. Det ved jeg. Jeg kan komme til at miste overblikket, reagere uhensigtsmæssigt eller få det hele til at virke mere besværligt, end det behøver at være.
Men det betyder ikke, at alt er tabt.
Og det er rart at have et menneske, der bliver ved med at minde mig om det, også uden nødvendigvis at sige det direkte.
Måske er det også derfor, vores humor betyder så meget. Fordi vi kan gøre lidt grin med det, der ellers kunne blive alt for tungt. Fordi vi har fået vores egne små interne jokes, vores egen måde at forstå situationerne på og vores egen lille verden, hvor både nitten og popcornhjernerne har fået faste pladser.
Og jeg tror faktisk, at det er blevet en slags fælles styrke.
Ikke fordi vi altid har styr på det hele. Langt fra.
Men fordi vi kan finde noget at grine af, selv når tingene er svære. Fordi vi kan være forskellige og alligevel mødes i noget fælles. Fordi der er plads til både alvor og pjat.
Og måske er det også en særlig form for omsorg, når man kan være sammen med et andet menneske uden hele tiden at skulle være perfekt.
Jeg er ikke sikker på, at hun selv ved, hvor meget det betyder, at hun bliver ved med at komme. Måske ser hun det som en naturlig del af sit arbejde. Måske tænker hun ikke over, at hendes vedholdenhed faktisk gør en forskel.
Men det gør den.
For det er ikke altid let at tage imod hjælp. Nogle gange er det næsten lettere at afvise den, end det er at indrømme, at man har brug for den.
Og det er heller ikke altid let at sige tak.
Faktisk kan det være noget af det sværeste.
For hvordan siger man tak til et menneske, der bliver ved med at vende tilbage, når man selv nogle gange har lyst til at lukke døren?
Hvordan forklarer man, at det betyder noget, at hun ikke bare ser de dårlige dage, men også bliver ved med at se mennesket bag dem?
Hvordan siger man, at man er blevet glad for en relation, som egentlig begyndte som en professionel aftale?
Jeg tror måske, at jeg nogle gange kommer til at gemme min taknemmelighed bag humor og drillerier. At det er lettere at lave en joke om, at hun er nitten, end det er at sige, at jeg faktisk er glad for, at hun er her.
For det er sårbart at indrømme, at nogen betyder noget.
Men det gør hun.
Ikke fordi hun skal redde mig, ikke fordi hun skal have ansvaret for mit humør, og heller ikke fordi hun skal kunne løse alle de problemer, der dukker op.
Men fordi hun er blevet en person, jeg er glad for at have i mit hjørne.
En person, der har sin egen måde at hjælpe på. En person, der kan grine med mig. En person, der kan holde fast, når jeg selv slipper.
Og en person, der tilsyneladende har accepteret, at det her samarbejde kommer med en ret omfattende mængde popcorn.
Så ja, hun har trukket nitten, men det er jo gensidig.
Det er der vist ingen tvivl om.
Men jeg har også trukket noget ret godt.
Jeg har fået en specialvejleder, der ikke bare møder op med en faglig tilgang, men også med humor, menneskelighed og en omsorg, der viser sig på sin helt egen måde.
Og vi har fået noget fælles, som jeg faktisk er ret glad for.
To popcornhjerner, ikke bare én nitten, men to og en hel del situationer, hvor man bagefter kan tænke: Hvad pokker var det egentlig, der skete her?
Men også grin, små sejre, fælles styrke og en relation, hvor der er plads til, at tingene ikke altid går efter planen.
Så hvis jeg skal sige noget, som jeg måske ikke altid er så god til at få sagt direkte, så er det egentlig bare:
Tak, fordi du bliver ved med at komme.
Tak, fordi du ikke giver op på mig, bare fordi jeg nogle gange giver op på hjælpen.
Tak, fordi du kan rumme mine dårlige dage, mine frustrationer og alle de gange, hvor popcornhjernen tager styringen.
Tak, fordi du har din egen måde at vise omsorg på, og fordi du ikke behøver at gøre et stort nummer ud af det for at gøre en forskel.
Tak, fordi du ikke lader dig skræmme væk, selvom du efterhånden må have opdaget, at du har trukket en ret omfattende nitten.
Og tak, fordi vi kan grine sammen, også når det hele ikke er særlig sjovt.
Jeg håber, du ved, at jeg faktisk er taknemmelig. Også på de dage, hvor jeg måske ikke får det vist. Også når jeg er sur, frustreret eller ikke kan finde ud af at tage imod det, du kommer med.
For jeg er glad for, at du bliver ved.
Jeg er glad for, at vi har fået vores egen måde at være sammen på.
Og jeg er glad for, at det ikke behøver at være perfekt for at være godt.
For måske er det i virkeligheden sådan her: Du har trukket nitten, vi har begge fået popcornhjerner, men på en eller anden måde er vi endt med et samarbejde, der faktisk er værd at holde fast i.
Og hvis du en dag tænker, at du har fået nok af popcorn, så husk lige, at det er for sent nu. Du har allerede fået en fast plads i biografen.
Der er ingen returret på denne nitten. 🍿❤️🤷😉
Ingen kommentarer:
Send en kommentar