Pride i Horsens

Jeg skal stå med en stand ved Pride i Horsens den 22 august, hvor jeg har mange af mine kreative ting med, da jeg har haft fokus på at hækle nogle ting som referere til pride. 

Men jeg har også købt disse ting, sin kom hjem i dag, så jeg glæder mig til at se hvordan alle delene bliver modtaget ved pride.

Kom endelig forbi den 22 august i Berings parken i Horsens.

Vi aldrig mistede

Dansk

Hej, det er mig igen,

den stemme du mærker i stilheden,

når natten bliver tung

og hjertet husker mere end det siger.

Jeg ser dine tårer,

dem du gemmer bag smilet,

jeg ser vreden, du bærer,

og tomheden, du kæmper imod

bare for at komme gennem dagen.

Men hør mig nu—

jeg er stadig hos dig.

Så løft dit hoved,

selv når verden føles for stor.

Jeg har ikke længere ondt,

jeg er fri,

jeg er ro,

jeg er lys i det mørke

du tror aldrig slipper.

Lev lidt for mig.

Smil lidt for mig.

Bliv ved,

for din historie er ikke færdig,

og verden mangler stadig dit hjerte.

Jeg savner dig

mere end ord kan bære,

men når tiden er rigtig,

står jeg og venter

ved de gyldne porte,

med åbne arme

og al den kærlighed

vi aldrig mistede.

Indtil da—

tal til mig.

Jeg hører dig.

Jeg føler dig.

Jeg ser dig.

Og jeg elsker dig,

altid.

English

Hi, it’s me again,

the voice you feel in the silence,

when the night grows heavy

and your heart remembers

more than it dares to say.

I see your tears,

the ones you hide behind a smile,

I see the anger you carry,

and the numbness you fight through

just to make it through the day.

But listen to me—

I am still with you.

So lift your chin,

even when the world feels too heavy.

I do not hurt anymore,

I am free,

I am peace,

I am the light in the darkness

you thought would never leave.

Live a little for me.

Smile a little for me.

Keep going,

because your story is not finished,

and the world still needs your heart.

I miss you

more than words can hold,

but when the time is right,

I will be waiting

at the golden gates,

with open arms

and all the love

we never lost.

Until then—

keep talking to me.

I hear you.

I feel you.

I see you.

And I love you,

always.

Misforstået

Dansk:

Jeg rakte ud

igen og igen,

med ord der var bløde,

men landede forkert.

Du hørte noget andet

end det jeg sagde,

som om mine sætninger

blev vendt på vejen

hen til dig.

Og pludselig var det mig

der var for meget,

for skarp,

for forkert.

Jeg prøvede at forklare,

finde en vej ind til forståelse,

men hver dør jeg åbnede

blev til endnu en fejl

i dine øjne.

Det er mærkeligt,

hvordan det samme

ser anderledes ud,

når det er mig der gør det.

Som om reglerne bøjer sig

lige dér hvor jeg står,

og alt jeg gør

bliver målt hårdere.

Jeg begyndte at tie stille,

lade ordene blive inde,

for hvad nytter det

at forklare sig

når man allerede er dømt?

Og du skubbede mig væk,

lidt efter lidt,

ikke med hænder

men med blikke

og misforståelser.

Til sidst stod jeg bare

og så på os

som noget jeg ikke længere

kunne nå.

Så jeg gav slip.

Ikke fordi jeg ville,

men fordi jeg ikke kunne blive

i et sted

hvor jeg altid var den forkerte.

Og måske ser du det ikke—

måske tror du stadig

at det var mig.

Men jeg ved nu

hvordan det føles

at blive gjort til problemet,

når man bare prøvede

at være en del af noget.

English:

I reached out

again and again,

with words that were gentle,

but landed wrong.

You heard something different

from what I said,

as if my sentences

were turned around

on their way to you.

And suddenly it was me

who was too much,

too sharp,

too wrong.

I tried to explain,

to find a way into understanding,

but every door I opened

became another mistake

in your eyes.

It’s strange

how the same things

look different

when I’m the one doing them.

As if the rules bend

right where I stand,

and everything I do

is measured more harshly.

I began to fall silent,

keeping the words inside,

because what’s the point

of explaining yourself

when you’re already judged?

And you pushed me away,

little by little,

not with hands

but with looks

and misunderstandings.

In the end I just stood there

looking at us

as something I could no longer reach.

So I let go.

Not because I wanted to,

but because I couldn’t stay

in a place

where I was always the wrong one.

And maybe you don’t see it—

maybe you still believe

it was me.

But now I know

what it feels like

to be made into the problem,

when all I ever did

was try to be part of something.

Nye kjoler

I onsdags var jeg i Bilka, hvor jeg gik ind og kiggede på det tøj som var på tilbud, jeg fandt fire ens kjoler, som jeg købte alle fire af.

Det er ved at være fire år siden, at jeg har købt kjoler til mig selv, siden er der kun blevet købt en og det er to år siden. 

Jeg køber ikke så ofte kjoler til mig selv, så da jeg så dem her og jeg kunne passe dem og de var til salg til over halv pris, så blev jeg glad.

Så fik jeg fire nye kjoler og så i en lyseblå, da jeg normalt vælger mørke farver i tøjet, så er det rart med nogle kjoler i lyse farver.

Når det velkendte slipper taget

Dansk

Når det velkendte slipper taget

Der findes stier, vi går så længe,

at vores fødder lærer hver en sten at kende.

Vi kalder det tryghed,

selvom hjertet bliver tungere for hvert skridt.

Vi bliver, hvor lyset er svagt,

fordi mørket er velkendt.

Vi holder fast i det, der gør ondt,

fordi smerten er nemmere end det ukendte.

Men livet hvisker gennem sprækkerne:

"Du er ikke skabt til blot at overleve."

Og en dag bliver stilstanden tungere

end frygten for at bevæge sig frem.

Så løsner kæderne sig én efter én,

ikke med et brag, men som morgendug i solen.

Vi løfter blikket mod horisonten

og opdager, at verden er større end vores frygt.

Forandring er ikke tabet af det gamle,

men mødet med det, der venter.

Et liv med plads til at trække vejret,

til at drømme uden skyld,

til at vælge sig selv uden undskyldninger.

Og når du endelig tager det første skridt,

vil du forstå, hvad vinden prøvede at fortælle:

At frihed aldrig lå bag dig,

men hele tiden ventede foran dig.

English

When the Familiar Lets Go

There are paths we walk for so long

that our feet memorize every stone.

We call it safety,

even as our hearts grow heavier with each step.

We stay where the light is dim,

because the darkness is familiar.

We cling to what hurts us,

because pain feels easier than uncertainty.

Yet life keeps whispering through the cracks:

"You were not made merely to endure."

And one day, staying the same becomes heavier

than the fear of moving forward.

Then the chains loosen one by one,

not with thunder, but like morning dew beneath the sun.

We lift our eyes toward the horizon

and discover the world is larger than our fear.

Change is not the loss of what was,

but the meeting of what could be.

A life with room to breathe,

to dream without guilt,

to choose yourself without apology.

And when you finally take that first step,

you will understand what the wind was saying all along:

Freedom was never behind you—

it had been waiting ahead of you the whole time. ✨