En sød historie om et navn, en identitet og den mærkelige følelse af pludselig at være en anden, uden selv at have bedt om det.
Der var engang en person, som hed noget ganske bestemt. Et navn, der havde fulgt hende gennem livet. Et navn, som stod på hendes papirer, blev råbt, når nogen skulle have hendes opmærksomhed, og som hun havde lært at reagere på helt uden at tænke over det.
Men så skete der noget mærkeligt.
Pludselig begyndte nogen at kalde hende Sofie.
Ikke bare en enkelt gang. Ikke bare ved en tilfældighed. Nej, Sofie dukkede op igen og igen, som om nogen havde besluttet, at det var hendes navn, uden lige at spørge hende først.
Og nu stod hun tilbage med en masse spørgsmål.
Bør jeg bare skifte navn til Sofie? 🤷
Altså, hvis folk alligevel kalder mig det, kunne jeg jo lige så godt gøre det officielt? Så kunne jeg spare alle for besværet med at lære mit rigtige navn. Det ville da være praktisk. Måske skulle jeg bare bestille nye visitkort, ændre mine profiler og begynde at præsentere mig sådan:
"Hej, jeg hedder Sofie."
Men vent lige lidt ...
Hvem er Sofie egentlig? 🤷
Er Sofie hende, der altid har været der i det skjulte? Hende, der har siddet på sidelinjen og ventet på at blive opdaget? Er hun en hemmelig tvilling, som ingen har fortalt mig om? Eller er hun bare et navn, som nogen har fået sat på mig, fordi det åbenbart passer bedre i deres hoved?
Måske har Sofie eksisteret inde i mig i årevis uden min egen viden.
Hvor mange år har der egentlig eksisteret en Sofie i mig? 🤔
Har jeg været Sofie i 2 minutter? 2 måneder? Eller har der siddet en lille Sofie inde i mig i 20 år og ventet på sin store debut?
Måske har hun haft sit eget lille liv derinde.
Måske har hun siddet og drukket kaffe, spist kage og tænkt: "Bare vent, en dag skal de nok opdage mig."
Og så en dag skete det.
Nogen sagde Sofie.
Og pludselig fik hun opmærksomhed.
Men hvad med mig? Hvad med hende, der faktisk har det navn, hun er født med? Skal hun bare acceptere, at der er kommet en ny beboer i huset?
Det er jo næsten som at få en ny roomie uden at have underskrevet en lejekontrakt.
Og hvad vil andre egentlig sige, hvis jeg pludselig beslutter mig for at hedde Sofie?
Vil de spørge, om jeg har fået en identitetskrise? Vil de grine? Vil de sige: "Jamen, du hedder da ikke Sofie?"
Eller vil de bare trække på skuldrene og sige: "Nååå, okay. Så hedder du Sofie nu."
Måske vil nogen synes, det er helt naturligt. Andre vil måske bruge flere måneder på at vænne sig til det. Og enkelte vil sikkert stadig kalde mig det gamle navn, fordi deres hjerner ikke helt kan følge med.
Man kunne næsten forestille sig følgende samtale:
"Hej Sofie!"
"Ja?"
"Men hedder du ikke noget andet?"
"Jo."
"Hvorfor kalder jeg dig så Sofie?"
"Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg prøver stadig selv at finde ud af det."
Og måske er det netop dér, det hele bliver lidt sjovt.
For hvis jeg ikke er en Sofie, hvem er jeg så? 🤷🤔
Er jeg bare mig?
Er jeg hende med det oprindelige navn, som alle kender? Eller er jeg også lidt Sofie, fordi andre har valgt at se mig sådan?
Måske er det faktisk ikke navnet, der er det vigtigste.
Måske handler det om, at man nogle gange bliver mødt på en måde, man ikke selv har valgt. At andre ser noget i én, som man ikke selv har opdaget. At et navn pludselig kan blive en lille gåde, der får én til at tænke over, hvem man egentlig er.
For et navn er jo bare et navn. Men det kan også være en følelse. En måde at blive set på. En måde at blive genkendt på.
Og måske kan man godt grine lidt af det hele, samtidig med at man undrer sig.
Så måske skal jeg ikke skynde mig at skifte navn.
Måske skal jeg bare lade Sofie få lov til at eksistere lidt endnu.
Hun behøver jo ikke nødvendigvis at overtage hele mit liv. Hun kan få lov til at være en lille gæst, der dukker op en gang imellem. Hun kan få en kop kaffe, en småkage og måske endda en fast plads ved bordet.
Men hun skal altså ikke begynde at bestemme over hele garderoben eller flytte ind permanent uden at spørge først!
Og hvem ved?
Måske finder jeg en dag ud af, hvorfor Sofie blev en del af historien.
Måske opdager jeg, at navnet faktisk passer mig på en eller anden finurlig måde.
Eller måske ender jeg med at sige:
"Tak for forsøget, men jeg tror altså, jeg bliver ved med at være mig."
For uanset hvad andre kalder mig, så er jeg stadig den samme person indeni.
Jeg er ikke kun et navn på et stykke papir. Jeg er alle mine oplevelser, mine tanker, mine grin, mine skøre indfald, mine følelser og alle de små ting, der gør mig til mig.
Og hvis nogen stadig er i tvivl, kan de jo bare spørge:
"Hej, hvad hedder du egentlig?"
Så kan jeg svare:
"Det kommer lidt an på, hvem du spørger. Men lige nu prøver jeg faktisk at finde ud af, om jeg er mig eller Sofie."
😂❤️
Og indtil den store navneafklaring finder sted, er der kun én ting, der er helt sikkert:
Sofie eller ej – så er jeg stadig mig.
Og det er faktisk ikke så tosset endda. ❤️
P.S. Til alle jer, der kalder mig Sofie: Jeg håber, I er klar over, at I har sat gang i en mindre identitetsmæssig efterforskning. Der er nu nedsat en intern arbejdsgruppe, som skal undersøge, hvem Sofie er, hvor længe hun har eksisteret, og om hun har planer om at overtage mit navn, min postkasse og mit MitID. 😂🤷❤️
Ingen kommentarer:
Send en kommentar