Hvordan forklare jeg det

Dansk

Jeg er træt,

men ikke på den måde man kan sove væk.

Det sidder dybere,

som en knude uden navn.

Folk spørger hvad der er galt,

og jeg leder efter ord

som ikke findes.

Hvordan forklarer man stilhed

der larmer?

Jeg vil så gerne have det godt.

Virkelig.

Som om jeg står foran en dør

jeg ikke kan få op,

selvom den ikke er låst.

Alt burde være fint,

siger de.

Og jeg nikker,

for det er nemmere end at forklare

det der ikke kan forklares.

Indeni føles det tungt,

som at gå gennem vand

uden at komme frem.

Jeg prøver.

Hver dag prøver jeg.

Men nogle gange føles det

som om det ikke er nok

bare at prøve.

English

I’m tired,

but not the kind sleep can fix.

It sits deeper,

like a knot without a name.

People ask what’s wrong,

and I search for words

that don’t exist.

How do you explain a silence

that’s loud?

I want so badly to feel okay.

I really do.

Like I’m standing in front of a door

I just can’t open,

even though it isn’t locked.

“Everything should be fine,”

they say.

And I nod,

because it’s easier than explaining

what can’t be explained.

Inside, it feels heavy,

like walking through water

without getting anywhere.

I try.

Every day I try.

But sometimes it feels

like trying

just isn’t enough.

Hvem er jeg

Dansk

Jeg står foran spejlet

men spejlet svarer ikke.

Er jeg de ord, der falder fra andres mund,

eller de stille tanker jeg selv hvisker i mørket?

Når jeg prøver at beskrive mig selv,

glider ordene som vand mellem fingrene.

Nogle siger: sådan er du.

Men indeni spørger jeg: er det sandt?

Det jeg engang holdt tæt til hjertet,

det jeg lo af og var stolt af,

bliver pludselig til noget forkert

i andres øjne.

Og så står jeg dér

med noget, jeg elsker ved mig selv,

mens verden ryster på hovedet,

og jeg mærker tvivlen vokse som skygger i mig.

Hvem er jeg,

når deres stemmer bliver høje

og min egen bliver stille?

Er jeg summen af blikke udefra,

eller den følelse jeg stadig kan mærke

et sted under støjen?

Måske er jeg et sted midt imellem —

en historie, der stadig skrives,

et menneske, der prøver

at finde sin egen stemme igen.

English

I stand in front of a mirror

but the mirror does not answer.

Am I the words that fall from others’ mouths,

or the quiet thoughts I whisper to myself in the dark?

When I try to describe who I am,

the words slip like water through my hands.

Some people say: this is you.

But inside I ask: is it true?

The things I once held close to my heart,

the parts of me I loved and felt proud of,

suddenly become something wrong

in someone else’s eyes.

And there I am,

holding something I love about myself,

while the world shakes its head,

and doubt grows inside me like shadows.

Who am I

when their voices grow loud

and mine becomes quiet?

Am I the sum of all the looks from outside,

or the feeling I can still sense

somewhere beneath the noise?

Maybe I am somewhere in between —

a story still being written,

a person learning

to find their own voice again. ✨

Det, jeg ikke kunne se

Dansk

Det, jeg ikke kunne se

Jeg ligner ikke hende.

Det siger spejlet,

eller måske er det bare

den stemme i mit hoved,

der har lært at måle mig

med andres målestok.

Hun findes overalt —

på forsider,

på skærme,

i de perfekte øjeblikke,

jeg scroller forbi

midt om natten.

Jeg ser hendes smil

og glemmer mit eget.

Jeg ser hendes drøm

og tænker,

at min må være for lille.

Men mor sagde:

“Min skat,

lad være med at leve

i jalousiens skygge.

En dag vil du se det.”

Jeg forstod hende ikke dengang.

For hvordan finder man noget smukt

i sig selv,

når man kun har øvet sig

i at finde fejl?

Så jeg stod foran spejlet

og kiggede lidt længere.

Ikke på næsen,

ikke på håret,

ikke på det, jeg ville ændre.

Men ind i mine egne øjne.

Og dér var jeg.

Ikke perfekt.

Ikke som hende.

Ikke som billederne

fortæller mig, jeg burde være.

Bare mig.

Med alle mine tvivl,

mine fejl,

mine ar,

mine stille sejre.

Måske var det hele tiden

noget andet,

jeg skulle lære at se.

For skønhed er ikke altid

det, der får andre til at vende sig om.

Nogle gange er skønhed

at blive,

når man har lyst til at forsvinde.

At tilgive sig selv

for ikke at være perfekt.

At vågne en morgen

og ikke længere ønske,

man var en anden.

Og måske havde mor ret.

Måske kommer dagen

ikke med et mirakel.

Måske kommer den stille —

i det øjeblik

jeg ser mig selv i spejlet

og for første gang

ikke spørger:

“Er jeg smuk nok?”

Men siger:

“Jeg er her.”

Og det er måske

det smukkeste,

jeg nogensinde

har lært at se.

English

What I Couldn't See

I don't look like her.

That's what the mirror says,

or maybe it's only

the voice inside my head

that learned to measure me

against someone else's scale.

She's everywhere —

on magazine covers,

on glowing screens,

inside perfect moments

I scroll past

in the middle of the night.

I see her smile

and forget my own.

I see her dream

and wonder

if mine is too small.

But Mom said,

“My darling,

don't live your life

in the shadow of jealousy.

One day, you'll see it.”

I didn't understand her then.

Because how do you find something beautiful

inside yourself

when all you've practiced

is finding what is wrong?

So I stood before the mirror

and looked a little longer.

Not at my nose,

not at my hair,

not at everything

I wished I could change.

But into my own eyes.

And there I was.

Not perfect.

Not like her.

Not like the pictures

tell me I should be.

Just me.

With all my doubts,

my flaws,

my scars,

my quiet victories.

Maybe all along

it was something different

I needed to learn to see.

Because beauty isn't always

what makes people turn around.

Sometimes beauty is

staying

when you want to disappear.

Forgiving yourself

for not being perfect.

Waking up one morning

and no longer wishing

you were someone else.

And maybe Mom was right.

Maybe that day

doesn't arrive like a miracle.

Maybe it comes quietly —

in the moment

I look into the mirror

and for the first time

I don't ask:

“Am I beautiful enough?”

But say:

“I am here.”

And perhaps that is

the most beautiful thing

I have ever learned

to see.

Noget, jeg ikke kan forklare

Noget, jeg ikke kan forklare

Det er sværtat mærke et dårligt humøruden helt at være ked af det,at føle sig mætog samtidig tom,som om noget mangler,men man ved ikke hvad.

Der er noget,der ligger under huden,noget der larmer stillei alle de små mellemrummellem tanker og ord.

Jeg kan mærke,at noget er galt,men når jeg leder efter det,finder jeg ingenting.Kun den mærkelige følelse afat noget sker,uden at jeg kan fortælle hvad.

Det er svært.Det er hårdt.

Og nogle gangehar jeg bare lyst tilat sætte mig nedog lade tårerne tale for mig,fordi ordene ikke længere kan.

Jeg er træt af at væremidt imellem alt —mellem at kunne og ikke kunne,mellem at føle for megetog slet ikke at kunne mærke noget.

Så jeg sidder bare her,splittet i tusind små stykker,og prøver at samle mig selvuden at vide,hvad det egentlig er,jeg forsøger at finde.

Måske er det bare sådan nogle dage.

Dage hvor hjertet ved noget,som hovedet ikke kan forklare.

Og måske behøver jeg ikkeforstå det hele i aften.

Måske må jeg baresætte mig ned,trække vejret,og lade mig selv værelige præcis så splittet,som jeg er.

English 

Something I Cannot Explain

It’s difficultto feel a sadnesswithout quite being sad,to feel fulland empty at the same time,as if something is missing,but I don’t know what.

There is somethingbeneath my skin,something quietly screamingin all the spacesbetween thoughts and words.

I can feelthat something is wrong,but when I search for it,I find nothing.Only that strange feelingthat something is happening,without knowing what.

It’s difficult.It’s heavy.

And sometimesI just want to sit downand let my tears speak for me,because wordscan’t seem to anymore.

I’m tired of beingcaught somewhere in between —between being ableand not being able,between feeling too muchand feeling nothing at all.

So I just sit here,split into a thousand little pieces,trying to put myself back togetherwithout even knowingwhat it isI’m trying to find.

Maybe some daysare simply like this.

Days when the heart knows somethingthe mind cannot explain.

And maybe I don’t have tounderstand it all tonight.

Maybe I can justsit down,breathe,and let myself beexactly as broken,as scattered,as I am.

Som om jeg ikke må

Dansk

De siger:

“Det er noget, der sker i dig.”

Som om der inde i mig findes en knap,

jeg bare har glemt at trykke på.

De siger også:

“Det er sådan, du er.”

Ordene falder blidt, men de vejer tungt,

som en dør der lukker uden at låse op igen.

Jeg står der

med hænderne fulde af spørgsmål,

men ingen vejledning i hvordan man former

det, der åbenbart er forkert ved én selv.

Hvis jeg spørger:

“Hvad skal jeg ændre?”

så svarer de:

“Du skal ikke ændre på dig selv.”

Så hvorfor blev det sagt?

Hvorfor plante en tvivl i mit bryst

og gå videre, som om intet skete?

Det føles som at blive tegnet op

som et problem på en tavle,

hvor alle kan pege,

men ingen har kridtet til løsningen.

Jeg prøver at se mig selv udefra,

som om jeg kan flytte rundt på mit indre

som møbler i et rum,

men nogle ting er jo vægge.

Og jeg står der stadig,

midt i mig selv,

magtesløs mellem ord,

der siger jeg ikke skal ændres

og alligevel ændrer alt.

Så jeg spørger stille i mørket:

Hvis jeg må være sådan her —

hvorfor føles det så

som om jeg ikke må?

English

They say:

“It’s something happening inside you.”

As if somewhere in me there’s a switch

I simply forgot to press.

They also say:

“That’s just how you are.”

The words sound gentle, but they carry weight,

like a door closing without opening another.

And there I stand,

hands full of questions,

with no instructions on how to reshape

whatever it is that’s wrong with me.

If I ask:

“What should I change?”

they answer:

“You shouldn’t change yourself.”

So why say anything at all?

Why plant a doubt in my chest

and walk away as if nothing happened?

It feels like being written down

as a problem on a board,

where everyone can point,

but no one holds the chalk for the answer.

I try to look at myself from the outside,

as if I could rearrange my inside

like furniture in a room,

but some things are walls.

And I’m still standing there,

in the middle of myself,

powerless between words

that say I shouldn’t change

yet change everything.

So quietly I ask the dark:

If I’m allowed to be like this —

why does it feel

like I’m not?