Social men alene

Dansk:

Jeg står blandt stemmer, lys og lyd,

smilene flyder let forbi,

jeg ler, når nogen deler glæde—

men noget mangler indeni.

For midt i rummet, tæt af liv,

er der en stilhed kun jeg kender,

en ensomhed, så dyb og vag,

der ingen form og retning finder.

Jeg kan ikke sætte ord på den,

den glider væk, når jeg prøver at nå,

som skygger, der danser i mørket,

uden et sted at stå.

Jeg er omgivet, aldrig alene—

sådan ser det ud for dem,

men indeni er der en afstand,

som ingen bro kan spænde hjem.

Og jeg smiler, som man gør,

holder fast i det, der er,

men inderst inde står jeg stille,

i noget ingen rigtig ser.

En magtesløs, stille følelse,

der hvisker: “Du kan ikke ændre mig,”

og jeg bærer den i stilhed,

som en del af det at være mig.

English:

I stand among the noise and light,

where voices rise and laughter stays,

I smile when joy is passed around—

yet something’s missing in those days.

For in a room so full of life,

there’s silence only I can feel,

a loneliness, so deep and strange,

that has no shape, no name, no seal.

I try to grasp it, give it words,

but it slips away each time I try,

like shadows shifting in the dark,

with nowhere firm to stand nearby.

I’m not alone—at least it seems,

that’s what the world around can see,

but deep inside, there is a distance

no bridge can span for me.

And so I smile the way we do,

and hold onto what’s in my hand,

while something quiet, still, and distant

remains too vast to understand.

A helpless, silent kind of weight

that whispers, “You can’t change me now,”

and I just carry it within—

not knowing why, or even how.